Jeg er bange for det had og det vold som svæver i mine tanker…

OBS! Brevet er redigeret af BørneTelefonen

Hej Børnebrevkassen,

jeg er en pige på 15 år. Det her kan godt ende med en meget lang forklaring…
Jeg har næsten hele mit liv rettet et had imod mig selv, fordi jeg har været meget ensom og følt at ingen har kunnet lig mig. Jeg har altid været ‘den stille pige’ i klassen eller en del af ‘outcastet’, som jeg som regel var alene om… Jeg har aldrig rigtigt haft nogle ‘rigtige’ venner, de venner som jeg nu har haft, endte mange gange med at dolke mig i ryggen, og når jeg endelig fik nogle rigtige venner, som jeg kunne stole på, endte jeg med at skubbe dem væk, fordi jeg var bange for at blive dolket igen… Jeg flyttede skole i 7 klasse, men endte endnu en gang faldt jeg i den samme kategori. Mine klassekammerater bemærker mig ikke og virker meget ligeglade med mig.

Der hjemme går det heller ikke for godt. Min far er en alkoholiker, det har han været i mange år også før jeg blev født, han drikker hver dag og jeg har prøvet at følge ham hjem, imens han var meget fuld og knap kunne gå selv. Min mor prøver at støtte mig så meget hun kan, men det er svært siden hun har fået at vide, at hendes kræftsygdom, som vi fik at vide hun havde sidste år, den er blevet uhelbredelig og statistikerne siger, at hun højst vil leve imellem to måneder til to år… Jeg er bange for at jeg vil miste begge mine forældre, før jeg rigtigt er voksen. Jeg har oplevet en masse dødsfald i min familie, mest på min fars side, siden mange af dem, havde et problem med alkohol, det var dog ikke det de altid døde af. Jeg er altid blevet set som om jeg var ældre, fordi jeg opføre mig meget modent i forhold til andre på min alder, jeg føler at jeg er blevet voksen for hurtigt. Jeg har tre ældre søskende, den ældste er præcis tyve år ældre end mig, da hun var omkring min alder havde hun et problem med stoffer og hun fik anoreksi, men hun er okay i dag. Min storebror, som er 17 år ældre end mig, har haft problemer med stoffer siden han var på min alder, han er også psykisk syg, det har han været siden han var 13 år. Min mor sammenligner mig nogle gange med ham, fordi jeg mange gange reagere på samme måder som ham. Min sidste søster er ti år ældre en mig, hun har haft mange økonomiske problemer og har været i et forhold med kæreste vold, men det går bedre for hende nu og jeg føler at jeg er ved at få min søster igen, da jeg i lang tid, ikke har følt at hun var min søster mere.

Jeg kan godt forstå, hvis du er lidt forvirret over, hvorfor det her er kategoriseret som vold, men det er det, som jeg kommer til nu. I starten havde jeg hadet og volden rettet meget imod mig selv, jeg skadede mig selv, men stoppede igen, til sommer har jeg ikke skæret i mig selv i over et helt år. Jeg vil sige, at det er fordi, at jeg fik en del hjælp, jeg snakkede tit med skolesundhedsplejersken (det gør jeg stadig) og jeg fik en internet ven, som hjalp mig en del, plus jeg startede i en pige gruppe, for stille og indadvendte piger, den går jeg stadig i. Jeg får hjælp på mange måder, jeg har også fået en kontaktperson, det er ikke så lang tid siden, at jeg har fået det. Jeg overvejer at melde mig ind i tuba til nogle gruppesamtaler sammen med en anden pige, som jeg kender.

Mit største problem er nok også min største hemmelighed, jeg har ikke fortalt det til nogen… Før havde jeg rettet hadet og volden imod mig selv, men nu når jeg er begyndt at kunne lig mig selv og ikke skader mig selv mere, er jeg begyndt at få nogle tanker(Jeg høre ikke stemmer i mit hoved, men jeg snakker med mig selv i mine tanker, når jeg er alene, kan jeg finde på at tale højt om det), som på samme tid skræmmer mig, men også interessere mig en del… Selvom jeg er bange for at indrømme det, så interessere tankerne mig en del. Mit had og den vold er mere og mere blevet rettet imod andre. Jeg føler mig mere og mere følelsesløs i hverdagen og jeg føler, at jeg ‘faker’ alle mine følelser, hvis jeg nu endelig føler noget, så er det kun i en meget lille grad jeg føler det… Her i år begyndte jeg at overveje, hvordan det ville være at rette volden imod nogle andre (Jeg har dog ikke rettet volden imod nogen endnu…), jeg forestiller mig hvordan det ville være at dræbe nogen. Bare nogen, det er næsten lige meget hvem. Jeg kan forestille mig, at jeg vil føle mig i kontrol og at jeg vil føle adrenalinen i min krop. (beskrivelse er redigeret bort af BørneTelefonen af hensyn til vores yngste læsere. Rådgiveren har læst hele brevet) Jeg føler at jeg er ved at blive skør, men jeg tør ikke at fortælle nogen om det her… Jeg er bange for at folk ændre det syn, som de har på mig… Men jeg kan ikke styre den lyst og de tanker, som jeg får nogle gange. Bare når jeg sidder og skriver det her brev, kan jeg mærke adrenalinen i min krop, men jeg er ikke sikker på om, det er fordi, at min hemmelighed snart vil være ude i det fri eller fordi jeg beskriver de tanker, som fylder mit hoved. Det kunne også være begge dele.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, fornuften i mig, siger at jeg skal søge hjælp og få styr på problemet, men lysten i mig, siger at jeg skal holde det for mig selv, så ingen ville mistænke mig for at gøre noget… Derfor har jeg valgt, at gå på komprime med mig selv, det er derfor at jeg skriver til jer. Min hemmelighed vil komme ud, men jeg er anonym, så folk vil ikke vide at det er mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg tør ikke at fortælle det til nogen. Jeg forstår heller ikke hvorfor jeg pludselig har de her tanker, før i tiden, ville jeg ikke gøre nogen fortræd. Nu tænker jeg på at ende nogen’s liv. Jeg forstår ikke mig selv mere, hvor har jeg fået de tanker fra? Hvordan slipper jeg af med dem igen? Hvordan bliver jeg normal?? Jeg vil ikke ende op med at sidde på ‘den lukkede’ som min bror har gjort. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg ved heller ikke om I kan hjælpe mig, men jeg føler at det her er den eneste mulighed for mig, hvis jeg ikke skal ind på ‘den lukkede’, ellers skal jeg holde det for mig selv, men det kan jeg ikke, jeg bliver nødt til at få det ud, jeg bliver nødt til at få hjælp. Mine tanker fascinere mig, men skræmmer mig, jeg har lysten til at gøre noget, der vil ødelægge resten af mit liv, men så længe jeg har min fornuft i behold, så håber jeg at jeg vil kunne styre det, men hvis jeg ikke får problemet løst, så er jeg bange for at jeg på et tidspunkt vil miste min fornuft og måske gøre noget, der vil ikke kun ødelægge mit liv, men også andres…

Jeg er bange for at jeg ikke vil kunne styre mig selv mere. Jeg håber virkelig, at I kan hjælpe mig… Jeg håber at jeg har forklaret alt det her godt nok til, at I kan rådgive mig og hjælpe mig.

Kærlig hilsen C.