Brev

Jeg er bange for det had og det vold som svæver i mine tanker…

OBS! Brevet er redigeret af BørneTelefonen

Hej Børnebrevkassen,

jeg er en pige på 15 år. Det her kan godt ende med en meget lang forklaring…
Jeg har næsten hele mit liv rettet et had imod mig selv, fordi jeg har været meget ensom og følt at ingen har kunnet lig mig. Jeg har altid været ‘den stille pige’ i klassen eller en del af ‘outcastet’, som jeg som regel var alene om… Jeg har aldrig rigtigt haft nogle ‘rigtige’ venner, de venner som jeg nu har haft, endte mange gange med at dolke mig i ryggen, og når jeg endelig fik nogle rigtige venner, som jeg kunne stole på, endte jeg med at skubbe dem væk, fordi jeg var bange for at blive dolket igen… Jeg flyttede skole i 7 klasse, men endte endnu en gang faldt jeg i den samme kategori. Mine klassekammerater bemærker mig ikke og virker meget ligeglade med mig.

Der hjemme går det heller ikke for godt. Min far er en alkoholiker, det har han været i mange år også før jeg blev født, han drikker hver dag og jeg har prøvet at følge ham hjem, imens han var meget fuld og knap kunne gå selv. Min mor prøver at støtte mig så meget hun kan, men det er svært siden hun har fået at vide, at hendes kræftsygdom, som vi fik at vide hun havde sidste år, den er blevet uhelbredelig og statistikerne siger, at hun højst vil leve imellem to måneder til to år… Jeg er bange for at jeg vil miste begge mine forældre, før jeg rigtigt er voksen. Jeg har oplevet en masse dødsfald i min familie, mest på min fars side, siden mange af dem, havde et problem med alkohol, det var dog ikke det de altid døde af. Jeg er altid blevet set som om jeg var ældre, fordi jeg opføre mig meget modent i forhold til andre på min alder, jeg føler at jeg er blevet voksen for hurtigt. Jeg har tre ældre søskende, den ældste er præcis tyve år ældre end mig, da hun var omkring min alder havde hun et problem med stoffer og hun fik anoreksi, men hun er okay i dag. Min storebror, som er 17 år ældre end mig, har haft problemer med stoffer siden han var på min alder, han er også psykisk syg, det har han været siden han var 13 år. Min mor sammenligner mig nogle gange med ham, fordi jeg mange gange reagere på samme måder som ham. Min sidste søster er ti år ældre en mig, hun har haft mange økonomiske problemer og har været i et forhold med kæreste vold, men det går bedre for hende nu og jeg føler at jeg er ved at få min søster igen, da jeg i lang tid, ikke har følt at hun var min søster mere.

Jeg kan godt forstå, hvis du er lidt forvirret over, hvorfor det her er kategoriseret som vold, men det er det, som jeg kommer til nu. I starten havde jeg hadet og volden rettet meget imod mig selv, jeg skadede mig selv, men stoppede igen, til sommer har jeg ikke skæret i mig selv i over et helt år. Jeg vil sige, at det er fordi, at jeg fik en del hjælp, jeg snakkede tit med skolesundhedsplejersken (det gør jeg stadig) og jeg fik en internet ven, som hjalp mig en del, plus jeg startede i en pige gruppe, for stille og indadvendte piger, den går jeg stadig i. Jeg får hjælp på mange måder, jeg har også fået en kontaktperson, det er ikke så lang tid siden, at jeg har fået det. Jeg overvejer at melde mig ind i tuba til nogle gruppesamtaler sammen med en anden pige, som jeg kender.

Mit største problem er nok også min største hemmelighed, jeg har ikke fortalt det til nogen… Før havde jeg rettet hadet og volden imod mig selv, men nu når jeg er begyndt at kunne lig mig selv og ikke skader mig selv mere, er jeg begyndt at få nogle tanker(Jeg høre ikke stemmer i mit hoved, men jeg snakker med mig selv i mine tanker, når jeg er alene, kan jeg finde på at tale højt om det), som på samme tid skræmmer mig, men også interessere mig en del… Selvom jeg er bange for at indrømme det, så interessere tankerne mig en del. Mit had og den vold er mere og mere blevet rettet imod andre. Jeg føler mig mere og mere følelsesløs i hverdagen og jeg føler, at jeg ‘faker’ alle mine følelser, hvis jeg nu endelig føler noget, så er det kun i en meget lille grad jeg føler det… Her i år begyndte jeg at overveje, hvordan det ville være at rette volden imod nogle andre (Jeg har dog ikke rettet volden imod nogen endnu…), jeg forestiller mig hvordan det ville være at dræbe nogen. Bare nogen, det er næsten lige meget hvem. Jeg kan forestille mig, at jeg vil føle mig i kontrol og at jeg vil føle adrenalinen i min krop. (beskrivelse er redigeret bort af BørneTelefonen af hensyn til vores yngste læsere. Rådgiveren har læst hele brevet) Jeg føler at jeg er ved at blive skør, men jeg tør ikke at fortælle nogen om det her… Jeg er bange for at folk ændre det syn, som de har på mig… Men jeg kan ikke styre den lyst og de tanker, som jeg får nogle gange. Bare når jeg sidder og skriver det her brev, kan jeg mærke adrenalinen i min krop, men jeg er ikke sikker på om, det er fordi, at min hemmelighed snart vil være ude i det fri eller fordi jeg beskriver de tanker, som fylder mit hoved. Det kunne også være begge dele.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, fornuften i mig, siger at jeg skal søge hjælp og få styr på problemet, men lysten i mig, siger at jeg skal holde det for mig selv, så ingen ville mistænke mig for at gøre noget… Derfor har jeg valgt, at gå på komprime med mig selv, det er derfor at jeg skriver til jer. Min hemmelighed vil komme ud, men jeg er anonym, så folk vil ikke vide at det er mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg tør ikke at fortælle det til nogen. Jeg forstår heller ikke hvorfor jeg pludselig har de her tanker, før i tiden, ville jeg ikke gøre nogen fortræd. Nu tænker jeg på at ende nogen’s liv. Jeg forstår ikke mig selv mere, hvor har jeg fået de tanker fra? Hvordan slipper jeg af med dem igen? Hvordan bliver jeg normal?? Jeg vil ikke ende op med at sidde på ‘den lukkede’ som min bror har gjort. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg ved heller ikke om I kan hjælpe mig, men jeg føler at det her er den eneste mulighed for mig, hvis jeg ikke skal ind på ‘den lukkede’, ellers skal jeg holde det for mig selv, men det kan jeg ikke, jeg bliver nødt til at få det ud, jeg bliver nødt til at få hjælp. Mine tanker fascinere mig, men skræmmer mig, jeg har lysten til at gøre noget, der vil ødelægge resten af mit liv, men så længe jeg har min fornuft i behold, så håber jeg at jeg vil kunne styre det, men hvis jeg ikke får problemet løst, så er jeg bange for at jeg på et tidspunkt vil miste min fornuft og måske gøre noget, der vil ikke kun ødelægge mit liv, men også andres…

Jeg er bange for at jeg ikke vil kunne styre mig selv mere. Jeg håber virkelig, at I kan hjælpe mig… Jeg håber at jeg har forklaret alt det her godt nok til, at I kan rådgive mig og hjælpe mig.

Kærlig hilsen C.

 

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære C på 15 år!

Tak for dit brev, og din grundige beskrivelse af, hvordan du har det. Det er rigtig godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp, for jeg kan høre, at der er nogle ting, der er rigtig svære for dig i øjeblikket.

Først vil jeg rose dig for, at du er stoppet med at skære i dig selv. Det er rigtig godt gået! Det er svært for mange at stoppe, men det er SÅ godt, at du har fået den hjælp, du havde brug for.

Det lyder som om, at der er sket og sker nogle ting i din familie, som er rigtig hårdt. Det er for det første hårdt for et barn at vokse op med en alkoholiseret far, og opleve at man er nødt til at tage sig af ham, som da du måtte følge ham hjem. Mange børn hvis forældre er alkoholikere oplever, at rollerne i familien bliver byttet om, så det er børnene der må være voksne overfor forældrene og passe på dem, når de er fulde, eller sørge for ting, fx mad, som de ikke selv kan sørge for. Måske kan du genkende noget af det? Det er rigtig hårdt for børn, at opleve det, og det sætter spor, som man har brug for hjælp til at få bearbejdet. Det er godt, at du har haft din mor til at støtte dig.

Derudover må det være virkelig hårdt for dig, at din mor har fået kræft, og måske ikke har så lang tid tilbage at leve i. Jeg tænker på, om du mon snakker med nogen om din mors sygdom, og frygten for at miste dine forældre? Det kan være din sundhedsplejerske eller din kontaktperson? Ellers har du også mulighed for at søge støtte hos Kræftens Bekæmpelse. Måske din sundhedsplejersken eller din kontaktperson kan hjælpe dig med det, hvis du føler det er nødvendigt? Det kan også være, at du har brug for at snakke med dine søskende om det, og også høre hvordan de har det med det?

Den følelse af had du beskriver, som tidligere var rettet mod dig selv, men nu mere er rettet ud ad, tænker jeg måske kan hænge sammen med de mange ting du har været udsat for i dit liv. Både følelsen af ensomhed i skolen, din fars alkoholmisbrug, dine søskendes problematikker og din mors sygdom. Det er rigtig mange tunge ting at bære rundt på. Jeg tænker at følelsen af had måske kan være opstået fordi du føler dig vred over, at du skal rammes af så mange svære ting i dit liv? Det er helt normalt, at man bliver vred, hvis man føler at man skal kæmpe med mange problematikker og svære ting i sit liv, og måske føle sig uretfærdigt behandlet af skæbnen (hvorfor skal alting gå ud over mig?), samt at man ikke har kontrol over de ting der sker. Jeg tror, at din trang til at have kontrollen eller magten over andres liv, ved at sætte dem i fare, kan være et tegn på, at du oplever at kontrollen og magten er blevet taget fra dig i dit liv, og du har derfor behov for at få den tilbage. Det er meget ubehageligt at opleve, at man ikke har kontrol over sit eget liv, og at der sker så voldsomme ting, som man ikke har mulighed for at ændre på. Det kan næsten føles som om, at vreden er ved at koge over inde i én, og man får lyst til at slå på noget eller at råbe og skrige for at få det ud. Det kan være meget ubehageligt, at have det sådan. For mange opleves det derfor som en lettelse, når de kommer af med noget af vreden eller hadet på denne måde. Det er helt normalt at have det sådan. Det er selvfølgelig vigtigt, at vreden eller hadet ikke kommer til at gå ud over andre mennesker. De kan jo ikke gøre for det. Måske du kan overveje, om du kan komme af med hadet på en måde, hvor det ikke kommer til at gå ud over uskyldige mennesker. Det kan fx være ved at gå til en sport som boksning eller noget andet, hvor du kan komme af med nogle af de vrede følelser du har, og også opleve adrenalinen i din krop. Hvad tænker du mon om det?

Jeg kan godt forstå, at det virker skræmmende for dig, at skulle fortælle nogen om dine tanker, selvom din fornuft siger dig, at du skal gøre det, for at få hjælp. Jeg kan også godt forstå, at du frygter at blive betragtet som psykisk syg, når din bror er det, og din mor nogen gange sammenligner dig med ham. Det er rigtig modigt af dig, at du har taget det første skridt til at få hjælp, ved at fortælle om dine tanker i dit brev til brevkassen. Jeg ved, at det kræver mod og styrke. Det er virkelig sejt, at du har gjort det.

Når jeg læser dit brev, får jeg en forståelse af, at du rigtig gerne vil have hjælp til at komme af med tankerne om hadet, men at det måske er frygten for, hvordan dem du fortæller det til, vil reagere på det, der har afholdt dig fra at gøre det. Er det mon sådan du har det? Der skal rigtig meget mod til at bede om hjælp, men det virker som om, at du er rigtig god til det. Jeg synes også, det lyder som en rigtig god idé, at kontakte Tuba, for at høre, om de kan hjælpe dig. Hvis du har mod på det tror jeg, det ville være rigtig godt, hvis du også kan vise din kontaktperson eller sundhedsplejerske det brev, du har skrevet til brevkassen og mit svar til dig. På den måde behøver du ikke at fortælle dem om dine tanker. Det kan måske gøre det lettere for dig? Jeg tænker, at det vil være rigtig godt, hvis du også kan få deres hjælp til at komme af med de tanker du har. Måske ved de også, hvilken form for hjælp, der kunne være god for dig – og kan hjælpe dig med at få hjælpen.

Når jeg læser dit brev får jeg fornemmelsen af, at du måske er lidt flov over, at have de tanker du har, og ikke synes det er rart, at skulle fortælle andre om dem? Hvis det er sådan du har det, vil jeg sige til dig, at der ikke er nogen mennesker, der kan styre deres egne tanker. Som jeg forstår dit brev, synes du heller ikke, det er rart at have de tanker, og du vil gerne af med dem, så hurtigt som muligt. Måske kan du prøve at tænke på, at tankerne om hadet er sorte tanker, som er kravlet ind i dit hoved, uden du ville have det. De sidder nu og prøver at irritere dig, ved at prøve at få dig til at gøre ting, som du slet ikke har lyst til. Du har brug for hjælp til at få de sorte tanker ud af dit hoved, så du kan få det godt, og i stedet have lyse og gode tanker derinde – dem som din fornuft giver dig, når den stopper de sorte tanker. Jeg håber, at det giver mening for dig?

Det kræver mod at fortælle andre om sorte tanker, der er kravlet ind i ens hoved, men jeg er sikker på, at du har det mod der skal til for at bede om hjælp. Og husk, at vi ikke selv bestemmer eller styrer hvilke tanker der er i vores hoved, men vi kan godt smide dem ud, som vi ikke vil have der, og som ikke gør noget godt for os.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Vold Andre der hjælper

Anonym rådgivning i din kommune

Alle kommuner tilbyder åben, anonym rådgivning for børn og unge.
Læs mere

Bryd Tavsheden

Til dig, der er udsat for vold i familien eller i et kæresteforhold (13-24 år)
Læs mere

Ud af voldens skygge

Rådgivning og behandlingstilbud til voldsramte kvinder og børn (over 18 år)
Læs mere
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat