Hun var alkoholiker

Hej.. Jeg er en pige på nu 15 år. Jeg sidder ikke med et akut problem, eller noget som direkte sker LIGE nu.. Men jeg sidder med et gammel “problem” som i løbet af de sidste år, har sneget sig op på mig, og taget hårdt fat i mig..

Da jeg var 5-6 år, blev min mor alkoholiker. Jeg ved godt at det ikke er noget man bare bliver, men det var der at det gik op for mig at hun havde et problem. Jeg kan huske hvordan hun gemte flasker over alt, hun drak ikke åbenlyst – kun når hun var så fuld at hun ikke kunne huske. En dag stod hun f.eks. Ude i køkkenet, med en flaske “små blå”, som hun havde sat bag en gennemsigtig kaffemaskine – Jeg kan ikke huske hvad hun sagde, men jeg kan huske at jeg sagtens kunne se den.

Sådan gik mit liv i flere år, og jeg blev mere og mere ked af det, og mere og mere klar over hvad der skete. Min far havde ikke ben nok i næsen til at stå imod hende – Han levede også med problemet, og knækkede tit sammen i chok, fordi at han ikke forstod hvad der skete .. Ligesom mig. Min far prøvede at passé sine fritids hobbyer og sit arbejde.. Og jeg min skole. Hver gang, jeg holdte noget for f.eks. Min klasse, lå hun i sengen og kunne ikke snakke.. Eller så gik hun rundt ude i haven, og ligepludseligt lagde sig ned og sov… Uden at snakke.. Når man far var til tennis, lå hun på sofaen med blanke øjne – fuld – og faldt altid i søvn, og råbte i søvne, på mig, min far – og på en eller anden vaskemaskine.. Hun “sov” med åbne øjne.. Man kunne i hvertfald ikke få fat på hende.. På nogen måde..

Jeg husker hvordan, hvergang min far og jeg, kørte ned af indkørslen – efter at havde handlet – jeg kiggede altid efter om min mor måske var gået ud i skuret.. For skuret, betød at hun havde drukket rigtig meget, og at det fortsatte – Og hvis jeg så at skur-dåren, stod åben, skreg jeg, uden at vide hvorfor – Og prøvede at holde min far væk der fra.. Jeg troede at han ikke kendte til problemet.. :O

Jeg kan også huske, alle de konfirmationer, og alle de barnedåb som vi måtte tage til, uden hende.. Jeg turde ikke konfrontere nogen med det her.. Heller ikke min far, eller selve min mor.. Hun var nemlig altid bare fuld – og utilnærmelig.. Ikke fordi at hun var ond, men hun stod bare med åben mund, og blanke øjne – og faldt også tit.. Jeg husker specielt, en dag hvor min far, og jeg havde været til barnedåb, vi kørte hjem – Det var der min mors problem toppede.. Jeg havde fået en lille plastic heste sko med, som lå på tallerknerne til barnedåbet.. Jeg vendte den op ad, imens min far sad og så på mig i bilen.. Han kiggede på mig og sagde “Det betyder held – sådan noget som vi ikke har i vores familie. P……. jeg ved ikke om jeg kan bo hjemme, meget længere” .. Dén samtale husker jeg tydeligt.. Og sådan nogen havde vi faktisk tit.. Uden at der skete noget…

Jeg turde stort set aldrig, at gå ud, eller over til en veninde – Jeg passede jo på min lille familie – uden mig, kunne alt ske – Det var mig der var overhovedet og den der holdte alt sammen.. Sådan havde jeg det i hvertfald.. Jeg kom nemlig tit hjem om aftenen, hvor min mor sad fuld, med hovedet på skrå, og med åben mund og blanke øjne – hun sagde (f.eks) “Far vil flytte” – Og så blev hun tavs .. Så gik jeg ud til min far, som stod på badeværelset, op af væggen – grædende, og slog hovedet mod muren.. Min mor kom bag mig, og satte sig på gulvet.. Min far kiggede på os, græd mere – skreg, råbte, og så gik jeg ind på værelset, og sov..

Jeg blev lige så stille mere følsom, men også mere følelses løs.. Jeg tog alle de “situationer” med oprejst pande – og hun snildt skjule mine følelser, og til tider kunne jeg heller ikke mærke dem – For jeg havde udviklet en måde at blokke af for alt det der skete – indtil der kom en dag, hvor jeg så knækkede helt sammen, og græd, og skreg, og stak af hjemmefra.. Sådan var det rigtig tit.. Der var også tit situationer, hvor min far og jeg snakkede lidt om problemet – Vi kunne ikke komme udenom det – Og kom frem til at vi ikke kunne leve videre, sådan her – Så krammede vi og græd.

En dag, blev det for meget – jeg kan ikke huske hvad der lige netop skete dén dag – men min far ringede til Psykiatrisk afdeling – og mor blev indlagt.. Ambulancen kom, og jeg husker hvordan hun havde det der tomme blik, hun kiggede på mig, og smilede kan jeg huske – og så kom det der blik igen – Jeg kaldte det, og kalder det stadig “dræber blikket” – For når hun havde det blik, lignede hun seriøst en handicappet .. Altså fordi at hun var så fuld.. Hun kunne ikke styre sine ansigtsudtryk.. Ambulancen hentede hende, spændte hende fast, og kørte væk med hende.. Min far og jeg forsatte med hvad vi lavede, uden at nævne det en eneste gang.. Først om aftenen, da hun ringede, og ville hjem – Hun havde ikke fået noget alkohol, og ligesom med stofafvænning, var hun nået der til hvor det hele blev en kronisk smerte, fordi at hendes krop manglede alkohol.. Hun skreg, og min far lagde på..

Dage efter kom hun hjem, og jeg troede at det var bedre tider.. Jeg husker lige så tydeligt hvordan, jeg havde fået mit smil igen, og var taget op til min bedstemor, da mine forældre skulle til fødselsdagsfest i byen – Jeg kom hjem dagen efter, og fandt min mor på badeværelses-guvet.. Hun var faldet i, og havde “dræber-blikket igen”…

Nu vil jeg ikke fortælle mere om det, men om det problem som som jeg står med NU. Jeg er som sagt 15, og min mor kom ud af problemet for få år siden – Det skal lige nævnes at hun var på antabus en tid, og at hun tit overskred hvad hun måtte drikke, og endte med fråder ud af munden osv..

Jeg har ikke været til psykolog, med mit problem – og har aldrig talt ud med en voksen,, Eller et barn for den sags skyld.. For hver gang, jeg sidder overfor en jeg kan snakke med – føler jeg ikke at det er nødvendigt.. Men jeg har det sidste år, været rigtig præget af de her minder.. Som åbenbart er kommet tilbage i hovedet på mig.. Jeg går ud fra at de var “gemt” og ikke “glemt” .. Jeg har aldrig rigtig snakket med mine egne forældre om det, og det føler jeg ikke at jeg kan – for nu ryger hun, i stedet for – Og faktisk er hun stadig psykisk syg – har ingen selvtillid, ingen gode tanker om nogen, stoler ikke på nogen osv.. Min far drikker stadigvæk – MEGET! Og jeg ved ikke hvorfor..

Men det er ikke problemet lige nu.. Jeg sidder PT. I en situation, med massere af mistillid til mig selv – der er ingen der føler at de kan stole på mig , og der er deres grunde – Det var her til et pige-møde, hvor de fortalte hvordan de opfattede jeg, at jeg for alvor tænkte tilbage på min mors “situation” – Måske er den blevet en del af mig – Jeg havde jo ikke selv tillid til NOGEN dengang – Og det har jeg faktisk stadig ikke, nu hvor jeg tænker over det..

Når jeg tænker over alle ting, så er jeg utrolig præget af det her.. Jeg har taget mig selv i at gå i “chok” nogen gange, senest i dag – Hvor jeg stirre ét sted hen, uden tanker, og græder.. Jeg kan ikke tænke andet, end en sangtekst… Og ligepludseligt kommer der bare en lyd – og jeg går videre.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? Jeg lever jo? og måske er det ikke nødvendigt at gøre “noget” ved det.. Hvad syntes du/i? Er jeg bare pyldret, eller er det normalt at sådanne tanker kommer – Er det normalt at huske sådan en situaiton, at ens mor har været sådan? Skal jeg bare vente? Vil det gå væk med tiden?

Knus P.