Brev

Hårdt liv

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 12 år,

Tusind tak for dit brev. Det lyder som om, at din mor går igennem nogle rigtig svære ting, og jeg tænker, at det må være meget hårdt for dig at opleve, at din mor har det sådan, som hun har det lige nu. Det kan godt være svært at finde ud af, hvem man skal tale med – og hvordan man kan få hjælp, så jeg synes, det er så klogt og stærkt af dig, at du har skrevet herind til mig i brevkassen. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig!

Jeg synes, at den oplevelse, du havde, da du fandt skrabeblade og tørret blod hos din mor, virker meget voldsom. Og jeg kan godt forstå, hvis det er noget, du tænker meget på. Jeg kan også godt forstå, hvis du er blevet rigtig skræmt over, at din mor talte om selvmord i telefonen, og at du har oplevet, at hun har drukket for meget.

Måske har alle de ting gjort, at du går og bekymrer dig ret meget om din mor? Måske er du oven i købet både bekymret, når du er sammen med din mor, men også når du er andre steder, i skole, f.eks.?

Jeg tænker på, om der mon er nogen, der har talt med dig om dine oplevelser? Og om der er nogen, der har talt med dig om, hvad det helt præcist er, der sker med din mor lige nu? Du skriver, at du har snakket med L fra kommunen – har hun mon talt med dig om, hvad det hele går ud på?

Du fortæller, at L har besluttet, at det er bedst, at du bor hos din far i et stykke tid, men jeg forstår dit brev sådan, at du alligevel bor hos eller besøger din mor? Det får mig til at spekulere på, hvordan du egentlig har det med din far? Måske føler du, at du har det bedst hos din mor, fordi det er dér, du plejer at være? Det kan også være, at du har det rigtig godt hos din far, men har overtalt ham til, at du bliver ved med at bo hos eller besøger din mor, fordi du måske bekymrer dig om hende? Uanset hvad tænker jeg på, om din far mon ved, hvad du har oplevet hjemme hos din mor? Ved han, at du har set, at din mor har drukket lidt for meget vin? Og at du en dag kom hjem - og så var hun kommet på hospitalet?

Måske har du ikke lyst til at fortælle ham det, og det kan måske også være, at din mor har sagt, at du ikke skal fortælle ham det, men det er faktisk meget vigtigt, at du alligevel får talt med nogen om det. Hvis du ikke synes, du taler så godt med din far, kan det være en anden voksen, du har det godt med. Det kunne f.eks. være en lærer eller en bedstemor, en vens mor eller måske L på kommunen? Det kan også være en voksen fra en fritidsklub – eller en træner, hvis du f.eks. går til sport. Eller måske har du mod på at tale med den nabo, som kom ind til dig, da din mor var kommet på hospitalet. Det vigtige er, at det er en voksen, du synes virker rar, og som du føler, du kan stole på.

Det er nemlig alt for svært at opleve alt det med din mor uden at tale med nogen om det. Det er vigtigt, at der er en voksen tæt på dig, som finder ud af, hvordan tingene egentlig står til, for så kan den voksne hjælpe dig og din mor.

Det kunne godt lyde som om, at din mor ikke får den slags hjælp, hun har brug for lige nu, og det vil en anden voksen måske kunne hjælpe hende med at se.

Hvis du kan komme i tanke om en voksen, du har det godt med, kan du vise ham/hende det brev, du har skrevet til mig – sammen med mit svar. Det kan sommetider være lidt lettere at få sagt noget, som ellers er svært, på den måde.

Hvis du ikke synes, du kan komme i tanke om en voksen, du kan tale med, må du meget gerne ringe, SMS’e eller skrive til os her på BørneTelefonen. Vi sidder klar til at snakke med dig alle dage fra kl. 11-23, og vi vil meget gerne hjælpe dig med at finde ud af, hvem du kan få snakket med, så du kan få det bedre derhjemme.

Jeg håber, at du kan finde mod til at tale med en voksen eller til at skrive eller ringe til os, for det er simpelthen så vigtigt, at du får hjælp til at finde ud af, hvordan tingene kan blive bedre hjemme hos din mor. Det er nemlig ikke noget, man kan stå alene med.

De aller kærligste hilsner

BørneTelefonen

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat