Flytte hjemmefra, under 18

Hej Børnetelefonen,

Jeg er en 16-årig pige, som lige pt. går i 1.G, på STX.

Situationen er den, at jeg ikke har det godt derhjemme. Mine forældre er skilt, og bor lige pt. 80-90% af tiden hos min mor. Resten af tiden bruger jeg hos min far, men det er ikke meget, bl.a. fordi at min far ret tit drikker for meget- og jeg synes det er ubehageligt at være der, når han gør det. Både fordi jeg hader tanken om at han ødelægger sig selv på den måde, og han bliver træt og udmattet, men også underlig og ubehagelig at være sammen med.

Men hos min mor, går tingene ikke altid godt heller. Jeg bor der med mine 2 søskende, hvor jeg egentlig har det rigtig godt med min lillebror, bare ikke min lillesøster.

Min mor har jeg det ret svært med til tider, eller faktisk ret tit efterhånden. Jeg føler ikke at jeg kan tale med hende, og føler faktisk ikke at hun rigtig elsker mig. Jeg ved at det lyder som endnu en teenage-klage, men måden hun behandler mig på, og de ting hun siger til mig, gør virkelig ondt.

Især når jeg tænker på at mine forældre og resten af min familie, burde være dem der støttede mig igennem det jeg nu skulle igennem og være dem der accepterede mig. Men jeg har det ikke sådan, når min far vælger alkohol, og lange telefon samtaler med en anden dame, frem for at sidde under middagen med mine søskende og jeg.

Problemet med min mor, starter lige så snart der er noget galt. Det kan være det mindste, som at min søster ikke har støvsuget sit værelse. Når sådan noget eksempelvis sker, så istedet for at konfrontere min søster, går hun direkte ned på mit værelse og skælder mig ud, og straffer mig, ved at sætte mig igang med at ordne hele huset, eller et eller andet arbejde. De gange jeg har sagt fra, og spurgt hvorfor, har hun slået mig.

Jeg er blevet så bange for de trin jeg hører, når hun er på vej mod mit værelse. Mit hjerte banker, og jeg bliver bange. Jeg har flere gange prøvet at gå ud fra mit værelse inden hun kommer, men hun kommer med et truende kropsprog og armene ud til siden.

Jeg ved ikke hvad der sker i min krop, men jeg panikker og mit hoved føles som det skal eksplodere, og ser ingen vej ud, end at mase igennem. Så bliver jeg kaldt voldelig for at prøve at komme ud, men jeg kan ikke lade være. Det er også her, at hun plejer at slå eller vælte mig ned på gulvet, fordi hun siger at jeg er en hormonforstyrret teenager.

Jeg bliver så bange, at jeg ingen vej ser uden om. Jeg slår på ingen måde, men maser bare igennem. Jeg kan godt se at det ikke er godt, at jeg maser igennem, og jeg indrømmer også at jeg nogle gange ikke for sagt pæne ting igen.

Jeg er blevet kaldt grim af hende flere gange, og skal altid høre på de ting, som er galt med mig, og siden jeg aldrig har været glad for mit udseende eller mig selv i det hele taget, hjælper det ikke særlig meget.

Jeg sidder lige nu med tårer i øjnene og ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg har bare brug for at komme væk herfra. Så mit lange brev, handler egentlig om mine muligheder for at bo et andet sted, men også om tilskud fra kommunen er en mulighed. Jeg har i forvejen et job, hvor jeg tjener 1000-3000 pr. måned, alt efter hvor mange vagter jeg får mulighed for at tage.

Jeg tør næsten ikke spørge om børnepenge fra mine forældre, for jeg ved min mors økonomi er ret stram, og de børnepenge der hører til mig, er vist dem, der får det hele til at køre.

Det sidste jeg vil er at mine søskende skal flytte, for jeg synes at de skal have lov til at blive det sted, de har det bedst, og det sted de kender, hvor deres venner, skole osv. er, og desuden bør mine problemer ikke gå ud over dem, mere end de gør. Min fars økonomi er også ret stram, og ønsker heller ikke at det skal gå ud over ham.

Jeg har virkelig brug for hjælp og råd omkring det hele. Eller bare at få sagt det hele, og vide om jeg er galt på den? Jeg vil ikke gå til kommunen eller nogle andre, og skabe et drama, eller postyr, hvis det ikke er noget, hverken for min familie og søskende, eller for nogle andre jeg kender.

Håber I kan hjælpe mig lidt på vej.

Mvh.
…