Kære pige på 13 år.
Tak for dit brev. Det lyder til, at det ikke er rart at være hjemme hos dig, når din mor ryger og drikker hele dagen. Du skriver også, at du græder dig i søvn om aftenen, fordi du ikke har det godt hjemme. Derfor synes jeg at det er rigtigt godt, at du skriver herind, for det er vigtigt, at du får hjælp, så du ikke skal gå og have det sådan.
Du skriver, at du gerne vil bo hos din søster, men at hun ikke ved, om du er gammel nok til at flytte fra din mor. Det lyder til, at din søster støtter dig, og det er vigtigt, at du har en, du kan snakke med om det. Måske kan du vise hende dit brev og mit svar?
Hvis man ikke har det godt derhjemme, og ens forældre ikke kan passe godt nok på én, kan det faktisk godt lade sig gøre at flytte fra sine forældre, selvom man er under 18. Det er noget, som socialforvaltningen i den kommune man bor i, kan hjælpe med.
Det betyder, at du og din søster kan tage op og fortælle en socialrådgiver på kommunen om, hvordan det er hos dig, og at du ikke har det godt derhjemme.
Det vil også være en god idé, hvis du snakker med andre voksne om det. F.eks. en lærer eller et familiemedlem du har tillid til. Så kan de også støtte dig i det.
Du kan også ringe til BørneTelefonen og få hjælp af en af vores bisiddere. Du kan læse om dem her. De kan hjælpe dig med at tage kontakt til kommunen og støtte dig i hele forløbet.
Venlig hilsen BørneTelefonen