Kære du,
Tak for dit brev. Hvor lyder du bare til at være en omsorgsfuld pige – det tænker jeg, at der er mange omkring dig, som kan få glæde af.
Jeg kan godt forstå, at du bliver lidt bekymret for din far, hvis han er stresset i øjeblikket. Er han sygemeldt fra sit arbejde og hjemme i løbet af dagen, eller hvordan kommer det til udtryk for jer i familien? Det kan påvirke resten af familien i forskellig grad, hvis én i familien er syg i en periode. Nogle gange kan det måske være lidt hyggeligt, at en af forældrene er hjemme, når man kommer hjem fra skole, men det er afhængigt af, hvor meget overskud den forælder har. Hvis man er meget syg, har man måske ikke det store overskud...
Samtidig lyder det til at fylde noget i dine tanker, om han drikker for meget alkohol. I Danmark har vi noget, der hedder Sundhedsstyrelsen, som er nogle mennesker der ved, hvordan vi passer bedst på os selv i forhold til, hvad vi bør spise og drikke. De siger, at voksne mænd ikke bør drikke mere end to glas vin eller øl om dagen. Så kan man være til en middag, hvor man måske drikker lidt mere, men i løbet af hverdagen bør det ikke være mere end de to om dagen.
Men nogle gange er det ikke så vigtigt, hvor meget man drikker, men mere hvordan man opfører sig, når man drikker. Der er mange børn, som ikke bryder sig om den måde, deres forældre opfører sig på, når de har drukket alkohol. De taler måske lidt højere, de kan vrøvle lidt eller kan blive fjollede på en lidt underlig måde. Nogle kan også reagere ved at blive hurtigere sure eller skælde mere ud. Det lyder som om din far bliver lidt fjollet, er det rigtigt? Og det kan måske være svært for din far selv at se og mærke, men det vigtige er, at det påvirker dig og du føler dig utryg ved det og synes, det bliver ubehageligt.
Så når du spørger til, hvad du kan gøre, synes jeg dit eget forslag om at tale med ham, er en rigtig god idé. Du kan vælge, om du har lyst til at skrive et brev til ham, som I så kan tale om bagefter, eller om du hellere vil sige det til ham.
Det kan være en god idé at sige, hvordan du har det og hvad du oplever, så det bliver din fortælling om, hvordan det påvirker dig, mere end du fortæller ham, hvad han skal gøre anderledes – kan du følge mig i det? Nogle mennesker synes, det er svært at få at vide, hvis de skal gøre noget anderledes, og der kan det virke rigtig godt, at man holder sig til at fortælle om sine egne oplevelser og følelser. Så kan din far måske bagefter selv fortælle, hvordan han oplever det, og hvad han tænker, når du fortæller ham de ting.
De fleste forældre kan måske godt starte med at synes, det er svært at høre, men når de lige har tænkt over det, bliver de rigtig glade for, at deres børn har mod til at fortælle dem de ting. De fleste forældre vil gerne gøre det så godt som muligt for deres familie, men nogle gange er de bare ikke klar over selv, hvad der kan være svært for deres børn.
Måske vil det være rart for dig, hvis en anden voksen hjælper dig med at snakke med din far. Det kan måske være din papmor, hvis hun er god at snakke med? Eller måske en af dine bedsteforældre eller en anden sød voksen, som kender dig og din far godt. Det kan måske gøre det lidt lettere for dig, hvis der er en anden voksen sammen med dig. Ville du mon kunne vise det brev, du har skrevet her til BørneBrevkassen til en, du stoler på, og som du tænker vil kunne hjælpe dig med at få snakket med din far?
Jeg håber, din far siger ja til at snakke med dig om dine tanker om ham, og det så kan hjælpe dig til at blive mindre bekymret og i højere grad nyde jeres familieliv.
Mange hilsner fra
BørneTelefonen