Kære Pige.
Jeg kan godt forstå, at du synes, det er ubehageligt, når din mor virker sløset efter at have drukket 4 glas vin eller mere. Og jeg kan også godt forstå, at du bliver i tvivl, om hun er alkoholiker.
Jeg kan ikke svare på, om hun er det. Men det er heller ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at du synes, det er ubehageligt. Når din mor så også ændrer adfærd - så tænker jeg også, at hun drikker for meget.
Det er derfor rigtig godt, at du har skrevet herind til Brevkassen. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at hjælpe dig med at finde ud af, hvem du kan gå til, så du (og din mor) kan få noget hjælp.
Det første jeg får lyst til at sige er, at det er ikke din skyld at din mor drikker. Når jeg skriver sådan, så skyldes det, at rigtig mange børn og unge tror, at deres forældres drikkeri, er deres skyld. Det er det aldrig.
Det næste jeg vil sige til dig er, at der er rigtig mange gode muligheder for, at din mor kan få noget hjælp til at stoppe med at drikke. Men det kræver selvfølgelig, at hun selv bliver klar over, at det er et problem.
Derfor kommer jeg til at tænke på, om du mon nogensinde har snakket med din mor om det? Er det noget, I snakker om derhjemme? Det er slet ikke sikkert, din mor vil tale om det – for mange voksne, vil slet ikke erkende, at de har et problem med alkohol. Men hvis du tænker, det kunne hjælpe dig, kunne du overveje at skrive et brev til din mor, hvor du fortæller hende, om dine bekymringer.
Samtidig vil jeg opfordre dig til at snakke med nogle andre voksne om det her. Din far måske, eller noget familie, en lærer eller en af dine veninders forældre, som du snakker godt med? Du kan nemlig ikke hjælpe din mor alene – det er der nogle voksne, der skal gøre.
Jeg ved fra andre unge, hvis forældre drikker, at det hjælper at snakke med om det. Der findes anonym rådgivning for børn og unge, hvor du kan høre om andre ugen, hvis forældre drikker. Det kan måske være et godt for dig at vide, at du ikke er alene. Du kan læse mere på:
http://www.hope.dk/ung
http://www.tuba.dk
http://www.dedrikkerderhjemme.dk
Hvis du heller vil skrive hertil eller ringe til BørneTelefonen 116111, så er du altid velkommen til det.
De bedste hilsner fra BørneBrevkassen.