Kære pige på 13 år.
Jeg kan godt forstå, at du er forvirret over dine egne følelser. Du elsker din mor, og du hader hende også, når hun er fuld. Det er altså helt normalt, at du har begge følelser. Du prøver at hjælpe dig selv ved at tænke, at det er alkoholen, du hader, og på en måde er det jo rigtigt. Men det er altså din mor, der vælger alkoholen, så det er hende, der drikker. Og derfor bliver det også hende, du hader.
Det er meget hårdt for et barn at leve med en alkoholiseret mor. Når alkoholen har magten, betyder det nemlig for barnet, at den opmærksomhed, som alle børn har brug for, går til misbruget og ikke til barnet. Selv om din mor sikkert har gjort alt, hvad hun kunne for dig, er det stadig alkoholen, der er kommet først. Og det mærker et barn som svigt.
Så når du mærker din vrede, er det nok også vreden over det svigt, din mor udsætter dig for. Og som sagt er det helt normalt, og det er følelser, som alle børn, der har alkoholiserede forældre, kender.
Nu skriver du, at du " bare" gerne vil vide, om dine følelser er normale. Men jeg synes alligevel, at jeg vil skrive lidt mere til dig, som du måske kan bruge.
Jeg forstår, at du bor hos din mor. Hvordan mon dit forhold er til din far er? Har du nogensinde overvejet, om det ville være en mulighed at bo hos ham?
Jeg spørger dig, fordi det ikke er sundt for dig at bo med en alkoholiseret mor. Det har du altid gjort, og du kender ikke andet. Men måske behøver det ikke være sådan mere? Måske var det på tide at overveje, om du har andre muligheder? Det kan være svært at tage stilling til, når det altid har været sådan. Men jeg vil opfordre dig til at overveje det, og evt. tale med din far om det. Det er måske en mulighed.
Hvis du ønsker at bo hos din far, kan du godt selv kontakte Statsforvaltningen. Det er det kontor, der tager sig af skilsmisser, børns bopæl og samvær. Vi har også en blanket, du kan udfylde og sende til Statsforvaltningen, hvis du ønsker det? Du kan læse mere her: https://bornetelefonen.dk/skilsmisse-initiativret-b%C3%B8rn
Du kan også ringe direkte til Børnenes skilmissetelefon på Statsforvaltningen - det er hurtigere. Her kan du tale med en rådgiver, der kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du får hjælp til fx at bo hos din far. Du kan ringe på 20 60 05 50 mandag til fredag kl .11-16. Du kan læse mere her: http://www.statsforvaltningen.dk/site.aspx?p=8905
Hvis du ønsker at ændre noget hjemme, kan du også få hjælp fra Familieafdelingen i din kommune. Hvis kommunen får at vide, at du bor med en mor, der er fuld hver aften, vil en sagsbehandler indkalde hende og evt din far til et møde om din situation. Det er nemlig kommunen, der skal hjælpe børn og unge, der bliver omsorgssvigtet, f.eks. på grund af alkoholmisbrug. Kommunen kan også hjælpe din mor med at stoppe med at drikke, det er gratis.
Du kan også få gratis hjælp fra en bisidder hos BørneTelefonen. Det er en socialrådgiver, der hjælper og støtter dig, hvis der skal være møder med kommunen eller statsforvaltningen. Det kunne være en rigtig god hjælp Du kan læse mere her:
Til sidst vil jeg sige til dig, du har ret til at føle dig tryg i din familie, og at du har ret til at sige fra over for alkoholen. Jeg håber, jeg har sat nogle tanker i gang hos dig. Ring endelig til BørneTelefonen 116111, hvis du vil vide mere. Vi er her for at hjælpe dig.
Mange gode tanker fra BørneTelefonen