Kære M.
Mange tak for dit velskrevne og ærlige breve, om dine bekymringer og tanker om hvordan du går og har det, og det du gerne vil opnå i livet.
Det er tydeligt at mærke dine bekymringer i dit brev, og det er nogle alvorlige problemer du går rundt med. Så jeg er rigtig glad for, at du har valgt at skrive herind, for det er et godt tegn på, at du har indsigt i situationen og vil ændrer den i positiv retning for dig selv. Jeg vil meget gerne give dig nogle råd omkring hvad du kan gøre. Men det er jo op til dig, om du så synes, at du skal gøre det?!
.
Jeg kan høre, at du brænder for gymnasiet og at det virkelig er noget du gerne vil. Du beskriver dig selv som en intelligent pige, der har gået meget op i skolen og har fået gode karaktere og ros af lærerne. Det er så fedt at læse, at du brænder for det og du selv kan sætte ord på, at du er god til det - så hold fast i det! Men et er jo ordene, du skal blive ved med at have fokus på dit mål for livet, og sætte det i værk. Der er nok ingen gode grunde til at gøre det sværere for sig selv...?
Nu er der sket noget omkring stoffer og alkohol, og du fortæller at du ryger hash dagligt og tager MDMA stort set hver weekend, og at du oplever at være blevet væsentlig mere tolerant overfor stoffer, og du samtidig også blive mere ligeglad og får tanker omkring selvmord.
Ligegyldigheden overfor skolen og de triste tanker har højst sandsynligt en sammenhæng med henholdsvis hashen og MDMAen, og de bivirkninger der følger med som en skygge i kølvandet på stofferne, og det er meget vigtigt at du får hjælp til at stoppe med disse ting - hurtigst muligt og helst i dag. Du skriver at mange af dine venner ligeledes tager stoffer, hvilket måske kan betyde at det føles acceptabelt og normalt - stofferne bliver vel en måde at blive accepteret og et grundlag for fællesskabet. Men det er en meget farlig nysgerrighed, som kan og får alvorlige følger, både i forhold til helbred, psyke og som du er i gang med at erkende, også skolen og din fremtid. En fremtid som jeg tænker, at du er klar til at kæmpe dig tilbage til.
Du skriver også at det ikke er alle dine venner der tager stoffer, og at mange er meget bekymrede for dig. Når nogen bekymrer sig, så er de ofte også klar til at støtte og hjælpe på den måde de kan. Er der nogen, der har tilbudt dig at hjælpe med at tale med nogle voksne eller opsøge anden hjælp? Eller er der nogen af dine venner, som du vil opsøge hjælp sammen med? Hvem mon er den første af dine venner, du kommer til at tænke på? Og hvem mon er den første voksne, du tænker på kan støtte og hjælpe dig? Vil du tage et skridt mere, og få snakket tingene igennem med den eller dem?
Der er forskellige muligheder for at få hjælp. Du kan kontakte din egen læge og bede om hjælp til at blive henvist til kommunens tilbud til unge, der har brug for hjælp ud af misbrug. Jeg tænker også, du skal have inddraget din bror og din mor i din behandling, da du har brug for alt den støtte du kan få.
Jeg kan høre, at du har et tæt forhold til dine venner og derfor er det også svært at svare på, om du skal droppe dine venner – for det kommer an på om du kan droppe stofferne og bevare venskaberne, hvis de forsat ryger meget hash, drikker og tager stoffer. Samtidig vil jeg også sige, at du skal vælge det der er bedst for dig, og de drømme du har for dit liv! Hvad er det du vil? Den vej kan i overgange fra et fællesskab til andre fællesskaber føles ensom, men det er her du skal bruge din styrke, dit intellekt og mod. Det er nogle af de korsveje vi står i i livet, og især er det tydeligt efter 9-10 års skolegang i samme klasse. Som du selv siger, så er de fleste af dine venner i 10. klasse, og ja det er altså et noget nemmere liv set i forhold til gymnasiet.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du har været til samtale med rektor og/eller nogle lærere i forbindelse med, at du skal op i fuldt pensum? Har du fortalt dem årsagen til hvorfor du, med dit kloge hoved, er kommet så meget bag ud med afleveringerne, når du plejer at have let ved skolen? Det er alment kendt, at hash ofte medvirker at man bliver sløv, ligeglad og ukoncentreret og jeg kan ikke lade være med at tænke, at hashen nok er medvirkende til, at du er kommet bagud med afleveringerne - MDMA har jo også sine alvorlige bivirkninger og indflydelse her? Prøv at tænke over, hvordan skolen var inden stofferne kom ind i dit liv, altså med sig selv som stof bruger? Hvilke følelser og billeder får du frem af dig selv, inden du selv begyndte med stoffer?
Du skriver at du elsker din familie og har et godt forhold til din bror og mor, men at din mor, pga. hendes hjerneskade ikke helt kan kontrollere, hvad hun siger og gør. Får du og din familie noget hjælp derhjemme fra kommunen? Eller er det noget, der vil kunne gavne dig og din bror? Nogen gange får børn og unge er for stort ansvar, og ikke den støtte fra kommunen som, der kan være brug for i hjemmet, når en forælder har brug for støtte. Det kan fx være viden om, hvordan det er for dig og din bror som pårørende til en forælder med hjerneskade. Måske kan kommunen støtte jer i at komme på en slags kursus her, måske på et af de centrer for hjerneskade, der arbejder med den der er ramt af hjerneskade og deres pårørende.
Måske vil kommunen også kunne hjælpe dig med at flytte hjemmefra eller med at undersøge, om det vil være bedre for dig at skifte gymnasium. Der findes nogle gymnasier, der har en kostskole tilknyttet, som man kan bo på, måske var det værd at undersøge? Du vil jo stadig kunne have kontakt med din mor og bror.
Ud fra det du skriver, så tænker jeg på ingen måde, det er for sent for dig at blive en mønsterbryder, blive stoffri og få en uddannelse og et godt liv, men det kræver at du får bremset den udvikling der er i gang med alkoholen, hashen og stofferne. Og det kræver, at du tager fat i den hjælp der er og vil det bedste for dig. Måske vil det være en idé at kigge på www.uturn.dk , og de tilbud de har? Jeg ved jo ikke hvor i Danmark du bor, så måske er der andre tilbud til dig der?
Der er et psykologisk begreb der hedder resiliens – det betyder modstandskraft, og ud fra det du beskriver så lyder det til, at du har denne særlige modstandskraft, da du har klaret mange svære ting i dit liv omkring din opvækst. Du har brug for at bruge både dit mod og din modstandskraft nu, til at turde at bede om hjælp, til at gå efter dine drømme, så du kan få stoppet udviklingen med rusmidlerne (der peger en helt anden vej), og kan få fokus på skolen og få det bedre psykisk.
For at svare på din overskrift i brevet, så er svaret ”Nej” – det er på ingen måde for sent at redde dit liv", men det er vigtigt at du handler på den bekymring du har og får opsøgt den nødvendige hjælp hurtigst muligt.
Her hos os kan vi hjælpe dig med en bisidder, hvis du skal snakke med kommunen om støtte eller hjælp. Du kan læse mere om vores bisidder her:
Du er også meget velkommen til at ringe eller sms'e med en rådgiver på 116111 BørneTelefonen og få mere at vide. Måske har du brug for at snakke med os på den gode vej, som du forhåbentligt vælger at gå ud af nu? Vi har åbnet 11-23, hele året - det er gratis at ringe og du kan være helt anonym.
Mange hjertevarme hilsner fra BørneTelefonen
