Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Depression eller ej?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15

Jeg kan godt forstå, at det forvirrer dig, når du får breakdowns over små ting – fx på at børsten sidder fast i en knude eller at kæresten siger et eller andet. Det er almindeligt at få breakdomwns, når det hele bliver for meget. Mange kender det – men holder det for sig selv.

Du har selv allerede tænkt over de ting, der kan være med til at påvirke dig og gøre dig forvirret. Du nævner dine hormoner, skilsmissen i familien og måske en mild depression. Mange ting kan spille ind.

Livet i din familie spiller helt sikkert også ind. Selvom mit svar ikke skal handle om den alkoholisme, I har haft i familien. For jeg kan forstå på dit brev, at det ikke er derfor, du skriver.

Heldigvis er du åben om, hvordan du har det, for du skriver herind. Vejen til at få det bedre er at tale med nogen om det. På den måde får man også ideer og forslag til, hvad man kan gøre. Indtil videre har klaret rigtigt mange ting og været stærk, men nu er du inde i en periode, hvor du har brug for støtte.

Måske vil det være rart for dig at tale med en læge eller psykolog? I vil sammen kunne tale om, hvad der vil være den rigtige støtte for dig, så du kan få det bedre. Du kan måske også kigge her: Gratis psykologhjælp – oversigt

Måske vil det passe dig bedre at starte et andet sted. Jeg tænker at steder som TUBA og Hope Ung vil kunne give dig noget. Der sidder mennesker, der ved noget om, hvad det betyder at vokse op i rollen som ’mor for sine søskende’. Den slags rådgivninger handler ikke om at ‘køre rundt i’ det med alkohol. De er rigtigt gode at tale med, og jeg ved, at mange har kunnet bruge ideer og forslag fremover i deres liv.

Jeg tænker på, hvem der egentligt ved, hvordan du har det? Har du mon en god veninde, din kæreste, din far eller måske en god lærer, du kan betro dig til? Det er nemlig vigtigt at tale med nogen om, hvordan du har det. De vil også kunne støtte dig, når det føles svært. Måske kan du endda få en person med dig til lægen. Det er altid nemmere med støtte og opbakning. Prøv at tænke godt over hvem, du har tillid til – og som du vil kunne tale med.

Heldigvis er der ting, der fungerer i dit liv. Det er rigtig godt, at du er glad, når du er i skole. Det er nemlig så vigtig at have et “frirum” til bare at have det godt. At holde en pause fra alt det, der føles svært. Det er helt almindeligt, at de tunge tanker kommer, når man er alene. Hold fast i, at det bare er tanker – og nyd dine venner og dit frirum i skolen.

Jeg bliver i tvivl, om du mon stadig bor sammen med din mor?  Hvis du gør, og hun ikke kan passe ordentlig på dig og dine søskende, så kan kommunen hjælpe. Jeg vil blot nævne det, selvom forslaget måske ikke passer ind lige nu. Men så ved du, den findes.

Kommunen hjælper hele familien. Og det er deres opgave at finde ud af, hvad den bedste hjælp er til lige præcis dig og din familie. Det gør de ved at tale med dig og med din familie – og måske også med andre, der kender til dig og din situation, så de kan få et godt billede af problemerne.

Når de har undersøgt det, beslutter de, hvordan de kan hjælpe bedst. Jeg kan derfor ikke fortælle dig præcis, hvordan de vil hjælpe dig. Men jeg ved, at du har ret til at blive passet på og beskyttet, så du kan få det godt. Og at du har ret til at blive hørt og sige din mening.

Hvad mon du tænker om det? Du kan finde nummeret til din kommune på deres hjemmeside. Du er også velkommen til at ringe herind på BørneTelefonen på 116111, så kan vi hjælpe dig med at finde det. Det kan også være du har brug for flere råd eller en, der lytter, så kontakt os bare.

Jeg ønsker det bedste for dig fremover, og håber du finder dit mod, til at tage endnu et skridt til at få det bedre.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Drikker din mor eller far for meget? Få flere gode råd her

Det er svært at leve med en forælder, der drikker for meget. Det kan føles som om, de slet ikke er sig selv. Alkoholen kan også gøre, at du ikke føler dig tryg og du kan måske føle, at din mor eller far vælger at drikke fremfor at passe på sig selv og sin familie.

Måske har du tanker som: Jeg tror mine forældre har et alkoholmisbrug! Min mor er alkoholiker, hvad kan jeg gøre? Min far drikker i smug, hvem skal jeg sige det til? Jeg kan ikke stole på min far, for jeg ved ikke hvornår han drikker sig fuld. Når min mor er ædru elsker jeg hende, men når hun er fuld, så er hun en helt anden person.

Hvis der er alkoholproblemer i din familie, er det vigtigt, at du ikke går alene med det. Her på siden kan du finde gode råd til, hvordan du får hjælp til at tale om det – og hvem du kan tale med det om. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Stem

Forældre og alkohol

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat