Brev

Burde jeg gøre noget ved det

Hej..

Jeg har altid været lidt flov over at dele disse tanker, og mine følelser. Men da jeg brød grædende sammen i dag, og tog igen en psykisk test på terapeut.net, hvor den sagde jeg har en svær desprision for tredje år i træk. Tænkte jeg det måske var på tide, at søge efter nogle som vil lytte.

Har aldrig haft lyst til at fortælle nogle om disse følelser og tanker jeg gør mig. For har altid tænkt for mig selv; det ikke så slemt. Jeg har en seng at sove i, mad at spise og jeg går i skole. Hvor slemt kan det lige være?. Og selv om jeg har skubbet til mine grænser og fortalt folk hvordan jeg har det, har de vendt ryggen til mig.

Jeg har altid tænkt at jeg har været en drama queen, for at føle sådan. Min bedste ven har aldrig haft det nemt heller. Hun har angst, og det har altid holdt mig tilbage med at fortælle hvordan jeg har det. Jeg burde jo være den gode ven som lyttede og var der for hende. Så må jeg lægge mine egne behov til sidden imens.

Men er hun nu den “bedste ven” jeg nu altid har kaldt hende? Hun er flink. Vi deler samme interesse, det virker godt nok. Men hun har baret såret mig lidt for mange gange til, at jeg kan kalde det et venskab. Men jeg kan ikke forlade hende. Vi har kendt hinanden sidden vi var 2 år gamle, hvordan kan jeg vende ryggen til en jeg har kendt så længe? Og hun har vel brug for mig – lige meget hvor mange ufølsom ting hun kalder mig, og hvor koldt hun snakker til mig. Lige meget hvor mange gange jeg er hendes andetvalg. Så kan jeg ikke få mig selv til at give slip på hende. Er det fordi jeg er bange for ensomhedden?
Dog hun vælger kun at se tingende som hun vil, som hun ønsker. Eller også er jeg god til at skjule det som hun ikke ser?

Ser i, jeg ønsker ikke at gøre tingende værre end de er, men mit familie liv er nok ikke det man vil kalde “et børne venligt hjem”. Min far er nok den som burde få den psykiske hjælp. Han er det jeg kalder mild alkoholiker. Han har været voldelig mod min søster, han har smadret ting i huset og kastet rundt med alting, råbt og skreget, smadret døre. Og jeg har disse underlige minder fra min barndom, hvor han også har været voldelig mod mig.

“Jeg sidder i mit mors og fars hvide soveværelse, alt er lyst og hvidt. Sengelinned er hvidt og koldt. Morgen solen skinner svagt igennem det hvide gardin, som rammer min fars tykke ryk. Den ryg som kaster skygge over mig. Han er kun iført sort. Det eneste der er sort i det hvide værelse, er hans skygge. Tøj, hår, det indre; alt sammen sort.
Jeg ligger der på hans skød, lille, så lille. Han råber ad mig imens hans flade hånd falder hårdt på mig. Røde mærker som skriger smerte kan ses på min krop, imens tårende triller ud. Tårende er ikke i takt med mine skrig. Jeg vrider mig. Men smerten går ikke væk. Han går ikke væk. Han er der. Hans stemme er for høj til at jeg kan undgå den. Hans sorte skygge er fældet sig over mig, i det nu ellers så lyse og hvide soveværelse.”

Jeg har lært med årende at håndtere ham, som min mor (som altid har kæmpet en kamp med at få ham med på skillesmisse) at være koldt. Ikke lade mig gå på af ham. Bare gøre som han siger, så undgår vi hans voldsomme raseri.

Men folk har det værre end mig, så hvorfor har jeg ret til at brokke mig og føle mig fortabt? Det har jeg heller ikke.

Har bare brug for en der lytter. En som kan gi’ mig den kærlighed, jeg altid har delt ud til andre. For jeg ved hvor svært det kan være. Jeg vil for alt i verden prøve at hjælpe dig. Jeg vil lytte, jeg vil støtte. Jeg ønsker at give hjælp til folk som har brug for det. Den hjælp som jeg aldrig selv har fået.

Ja, så kom det ud. Den over dramatiske sidde. Damn, jeg føler at jeg skriger “se mig, hør mig!”. Jeg synes lige jeg skulle tage mig sammen engang!..

Hvis der er nogle som har læst dette, vil jeg gerne sige tak. Tak for at du gad lytte. Det er en hjælp i sig selv.

Pige, 14 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 14 år
Mange tak for dit brev og alle dine beskrivende ord og ikke mindst dit stærke digt, hvor jeg kan mærke, at du føler stor smerte over hele situationen.
Du har absolut ingenting at være flov over. Du har alt mulig grund til at være stolt over dig selv! Du er alt andet end en drama queen! Du er en stærk pige, der kæmper, alt hvad du har lært, for ikke at bukke under. Og ved du hvad, du skal slet ikke kunne klare alt det her helt alene. Det er virkelig godt, at du har valgt at åbne op og skrive herind.
Når jeg læser dit brev, ser jeg to store ting i brevet - derfor har jeg delt mit svar til dig:

1. Du er bange for ensomhed og tilsidesætter dine egne problemer og behov.
Følelsen af ensomhed opstår ofte, når man går alene med sine tanker og følelser. Man kommer måske til at føle, at ingen kender én, at ingen forstår én og at ingen interesserer sig for én. Men det er ikke nødvendigvis sådan, det er eller behøver at være.
Du kan gøre noget for ikke at føle dig ensom. Men det føles måske meget svært, for det indebærer, at du skal gøre noget, du ikke er vant til; nemlig at stille krav og forventninger til andre. Du skal prøve at insistere mere på, at dét, du bærer på, er noget, andre (fx din veninde, lærer, mor, BørneTelefonen) gerne vil hjælpe dig med. Det er svært, men du må forsøge at have mod til at turde tro på, at andre gerne vil hjælpe og støtte dig.
Måske skal du tænke, at andre ikke altid kan se på dig, at du har brug for dem, for det kan de nok ikke. Selvom du har skidt, så får andre desværre ikke altid øje på det. Det kan være fordi, at du har brugt mange år på at lære dig selv at være "kold", som du skriver, en evne du har gjort brug af for at undgå din fars raseri og vold. Jeg kan sagtens forstå, at det er en måde du passer på dig selv - en slags måde at kunne holde til at være barn, med en far som udsætter dig for vold, både psykisk og fysisk. Det kan derfor være, at andre ikke ser, at du har det skidt. Derfor er du nødt til at fortælle dem det og vise dem det. Og dét skal du blive ved med, for de kan ikke læse dine tanker og måske heller ikke dit ansigt - de skal vide, at du har brug for dem og deres hjælp. Tror du, at du ville kunne det?

Du skriver, at du gerne vil lytte på din veninde, og at du skal være den stærke, der skubber dine egne problemer til side, fordi din veninde måske har nok i sine egne problemer. Jeg tænker, at det sagtens kan lade sig gøre at lytte, samtidig med at man taler om sine egne problemer. Det gælder både dig og din veninde. Selvom hun måske er skrøbelig på nogle områder, gør det hende ikke ude af stand til at lytte og have medfølelse med dig. Jeg tænker, at det måske kan udvide og styrke jeres venskab, hvis du viser hende, at du synes, at hun er én, du kan dele dit inderste med. Og det kan måske endda hjælpe hende lidt til at vise dig, at hun gerne vil hjælpe og støtte dig så godt som hun kan. Indimellem hjælper det at vide, at man ikke er den eneste, der føler smerte, ensomhed og fortvivlelse.

"Delt sorg er halv sorg". Med den sætning mener jeg, at hvis man er to til at bære på noget tungt, så bliver det ofte lettere at bære, og et skridt mere på vejen til at få det bedre - hvordan vil det mon føles for dig, at dele det med din veninde, en sød lærer, en nabo eller ringe ind til BørneTelefonen og tale mere med os. Det håber jeg, du har mod på - vi vil meget gerne tale med dig og hjælpe dig.

Venskaber går op og ned - det kan være hårdt og barskt når der er nedture og uenigheder. Og når I nu har kendt hinanden så længe, så er I måske hinandens nærmeste. Og det er ofte de nærmeste, man tør være sig selv sammen med. Det er ofte de nærmeste, man lader frustrationer gå ud over. Du fortæller, at hun nogle gange taler ufølsomt og koldt til dig. Det er selvfølgelig ikke fair, og det synes jeg, at du skal tale med hende om. Men det kan også være et tegn på, at hun ved, at du er der, uanset hvad der sker. Det er måske i virkeligheden også en tillidserklæring. Misbruger hun tilliden, og det vigtigt at der er plads til at fortælle hende det, så hun ikke gør dig ondt eller ødelægger jeres venskab. Måske kan du så også spørge, om hun har overskud til at høre, hvordan du har det. Fortæl hende, at du har brug for at betro dig til hende. Kunne du gøre det?

2. Du er bange for din far og rigtig ked af din hjemmesituation.
Det, der foregår i dit hjem, er ganske rigtigt ikke børnevenligt. Det er slet ikke ok, det I udsættes for! Det lyder som noget, der er groet helt fast; som om jeres situation virker helt låst. De måder I lever sammen i jeres familie, har ikke været børnevenlig - og det virker bestemt til, at I har brug for hjælp til at lave om på det eller finde andre måder at være familie. Det virker til at der bliver taget alt muligt hensyn til din far, hans vold mod jer, hans alkoholmisbrug - hvor alle andre går stille rundt, gemmer jer og undgår alt, hvad der kan sætte hans vrede i gang. Det er ikke ok for jer som familie, og slet ikke for dig og din søster. Det har I brug for hjælp til.

Det lyder som om, at I alle sammen lider på hver jeres måde. Måske stammer det fra dét, der får din far til at drikke og sidde fast? Det lyder som om, at din mor ikke rigtig ved, hvordan hun skal få gjort noget ved det - eller få modet til det? Din far ved det vist heller ikke, måske i de tidspunkter hvor han ikke drikker - men får ikke ændret sig eller stopper med alkohol. Derfor kan det også være svært for dig og din søster at finde ud af, hvordan I selv skal takle det.

Selvom du har levet på denne måde i mange år, fornemmer jeg, at du har gjort dig mange tanker om at få det bedre. Og du gør det helt rigtige ved at skrive til BørneTelefonen. Det er første store skridt, du har taget. Og det har du gjort på en meget dygtig måde. Det næste skridt, som nok bliver sværere, er at finde ud af, hvordan problemerne løses. Og i bund og grund er det helt unfair, for det burde aldrig være et barn, der står med den type ansvar. Men nogle gange kan det sagtens være et barn, der bedst kan overskue situationen og derved se, at "det her går ikke mere".

Jeg synes, at jeres hjemmesituation kræver, at der kommer hjælp udefra, så det ikke bliver værre - eller snarere så det kan blive bedre, for det lyder til at føles meget skidt lige nu. Det kan kommunen hjælpe jer med. Kommunen kan gratis hjælpe med fx: familierådgivning, familieterapi og individuel psykologhjælp og din far kan komme i alkoholbehandling. For at det kan ske, er det nødvendigt at din kommune – fx på Børne- og familieafdelingen ved, at I har brug for hjælp. Det kan ske ved, at du selv ringer til kommunen og snakke med en sagsbehandler om det der sker derhjemme. Det kan også være en lærer du taler med, som så skal gå videre til kommunen og underrette, så I får hjælp i jeres familie.

Alt dette kan du også få hjælp til hos os på BørneTelefonen. Dels kan du skrive og tale direkte med os via chat, sms og telefon, og dét kan du gøre så meget, som du har brug for. Det er gratis og helt anonymt. Men vi kan gøre mere end det. Vi kan nemlig også give dig helt konkret hjælp i form af en børnebisidder, hvis du er parat til det.

Jeg håber og ønsker det bedste for dig og din familie. Og jeg tror på, at du kan klare det; at du kan finde styrken til at tage det næste skridt. Jeg tror på, at styrken bor i dig og du skal vide, at vi også gerne vil hjælpe dig.
Masser af held og lykke og et stort kram til dig fra

BørneTelefonen

Familie

Adoption

Flere breve om Vold

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Læs mere her

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Se hvordan

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Prøv at bygge et brev