Brev

Angst eller..?

Hej!
Jeg er en pige på 14 år og jeg har et problem. Min far er alkoholiker og det er ret hårdt på hverdagen osv. Men oppe i skolen har jeg det med at hvis jeg går på toilet efter jeg har snakket med nogen, så siger de ‘Gud hvor er hun irriterende’ og at de vil gemme sig for mig og sådan. Men det gør de ikke.

I idræt går jeg altid ud på toilettet og skifter. Så står jeg først lidt og lytter til døren før jeg går ind. Hvis nu altså de snakker om mig. Og på en måde kan jeg høre at de gør det, men det gør de altså ikke. Når jeg kommer hjem fra skole og måske skriver til en veninde føler jeg at jeg irritere dem. Hvis jeg bare taler med en og så går, er jeg bange for at de begynder at tale grimt om mig. Sådan er det hele tiden! Er virkelig træt at det..

Men jeg spekulere virkelig meget om de gør det. Og jeg ved godt at der kommer noget nogengange, tror jeg da. Jeg hader mig selv. Jeg hader at komme i skole om morgnen, fordi jeg frygter en ny dag. Jeg har været mobbet før men så fik jeg venner.. Det er som om at mine ‘venner’ laver en syg joke med mig, og lader som om vi er venner. Og så til sidst vil de ‘droppe’ mig, og fortælle alt det jeg har fortalt, til de andre og bare grine af det.

Jeg har de der konstante tanker om at de siger bare et eller andet dårligt om mig. Og det er ikke fordi jeg synes at jeg er den vigtigste i verden, eller at alle er jaloux. For det ved jeg at jeg ikke er. Jeg hader at sige noget godt om mig selv, fordi hvad nu hvis de tænker det modsatte?

Jeg synes selv jeg er ret god til at forstå de andre, men hvis jeg siger det er det som om at de bare tænker ‘Hun har alt for meget selvtillid’… Jeg har fået nogle gode veninder her for tiden, men de der tanker er blevet værre. Og de sidste 4 år er alt bare gået ned som et vandfald. Jeg føler at jeg gør mig selv til grin. Hvis jeg har været sammen med en, og de så tager hjem, kan jeg bruge flere timer på at undre hvorfor de overhovedet gad at være sammen med mig.

Jeg er heldigvis kommet lidt væk fra selvmordstanker. De er der ikke mere hver dag men bare et par gange om ugen. Men jeg skærer stadig i mig selv.. Hvorfor tror jeg at de taler om mig? Er det en form for angst eller..? Eller bare typisk at det er der i teenage årene?

Pige, 14 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år,

Mange tak for dit brev til BørneBrevkassen. Når jeg læser dit brev, lyder det som om, at du gør dig mange tanker, om hvem du er. Du fortæller om dine relationer til dine venner og om en usikkerhed på, om de mon kan lide dig. Du spørger ligeledes om, hvorfor du tror, de taler om dig, og om det er angst eller typisk for teenageårene... Mon det er rigtig forstået?

Du fortæller, at du tidligere er blevet mobbet, men at du har fået venner nu. Jeg tænker, uden at vide det, at mange af dine tanker og usikkerhed måske hænger sammen med den gang, du blev mobbet.

Jeg ved fra mange andre unge, jeg har talt med, der er blevet mobbet, at mobning sætter sine spor. De føler sig usikre, har et lavt selvværd, føler sig ensomme (selvom de har fået venner, og selvom mobningen er stoppet), kan opleve pludselig vrede eller pludselig blive meget kede af det... Følelser du måske genkender..?

Jeg får lyst til at fortælle dig at mobning aldrig kan være din egen skyld. Mobning er noget, der opstår, når f.eks. klasser i skolen, vennegrupper på facebook (osv.) får lov til at udvikle sig i en uheldig og dum retning ved, at det er gået hen og blevet normalt og okay f.eks. at tale grimt til hinanden, og at det er blevet normalt og okay at ignorere og holde bestemte klassekammerater (eller venner) uden for, eller normalt og okay at true eller at være voldelige.

Men mobning kan også forsvinde igen og stoppe – ligesom i dit tilfælde... Men det betyder ikke, at det ikke stadig kan fylde – bare på en anden måde... Mon du kan følge mig..?

Du fortæller, at du skærer i dig selv, og at du stadig har selvmordstanker – handlinger og tanker, som jeg tænker skal tages alvorligt. Mon der er nogen, der ved, at du har det sådan indeni? Mon dine forældre ved, at du skærer i dig selv og har selvmordstanker?

Jeg ved ikke, om du taler godt med dine forældre (?), men jeg tænker, at du skal have støtte fra en voksen til at få troen på dig selv igen, troen på at du er en dejlig ung pige, som dine venner gerne vil være sammen med. På den måde tænker jeg, at dit behov for at skære i dig selv og dine selvmordstanker måske vil forsvinde over tid.

Mon du kan finde en voksen, som du har tillid til, og som du ved vil lytte til dig og hjælpe dig? Måske du kunne vise dine forældre dit brev til BørneBrevkassen og mit svar... Nogen gange kan det nemlig være nemmere at fortælle om svære følelser, hvis man f.eks. kan tale ud fra et brev.

Hvis du ikke føler, at du kan tale med dine forældre, kunne du måske tale med en lærer fra din skole, din sundhedsplejerske eller måske et familiemedlem..?

En mulighed kunne også være at du kontaktede LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade..? Her kan du søge og få hjælp både via personlig rådgivning og via telefon-, mail,- og chatrådgivning. Du kan læse mere om dem > her

Du er også meget velkommen til at ringe på BørneTelefonen på 116 111 eller at logge på chatten og tale med en af vores rådgivere der. Måske de kan hjælpe dig på andre måder.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Jeg tror der er noget galt med mig

Bange for sygdom.

Flere breve om At være bange

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Læs mere her