Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Alkoholisk far

Hejsa!

Jeg er en pige på 23 år. Mine forældre fik mig halv-sent og jeg har derfor en aldrende far – derudover har jeg ingen anden familie – hvilket gør at dette rammer mig særligt hårdt da jeg snart står til at stå alene i verdenen uden familie.

Min far har gennem hele mit liv drukket nogle genstande når han kom hjem fra arbejde – dog efter han blev pensioneret blev arbejds kaffen udskiftet med øl. Han kan generelt ikke lide at drikke nogle former for “sunde” ting, og har nogle gange svimmelheds problemer. (jeg gætter på det er dehydreringen der taler).

Vi snakker om: et glas juice og to kopper kaffe om morgenen. fra en 11 tiden bliver der drukket øl – nok omkring de 3 dåser dagligt (flere hvis der er gæster eller han hygger sig). Når det bliver aften skiftes der til vin, og det er typisk 1L + der ryger ned. (så det er min. 3 dåser øl samt 1 L rødvin om dagen).

Han kan holde til denne mængde alkohol da han har drukket det dagligt i lang tid – og køre gerne bil også(!?) Umiddelbart virker han ikke beruset da han jo er vænnet til denne mængde alkohol – men nogle gange når han sidder og hygger sig kan han godt blive halv snaldret og falde om på sengen med tøj og hele molevitten på. Det gør både min mor og jeg kede af det.

Jeg har prøvet at snakke med ham om det igennem et par år – han ignorere mig når jeg pånævner det, eller siger han arbejder på sagen. Nu har han arbejdet på at skære ned for det i flere år, og der er ikke sket noget som helst. Jeg er bare også bange for at stikke for meget til problemet og det så er noget han gør i smug.

Derudover spiser han ikke særligt meget mad ( jeg gætter på det er fordi øllene mætter). Jeg har siddet og læst lidt omkring det på nettet og mange skriver at de flytter hjemmefra for at slippe for problemet, samt droppet kontakten til deres far. Jeg vil ikke flygte fra problemet – jeg vil løse det og derved beholde min far. Men han ønsker ikke selv at løse det og der derudover pænt ligeglad med at han gør folk omkring ham triste – for som han selv siger det “det bestemmer jeg selv – det er jo min egen sag”..

Det eneste familie jeg overhovedet har er mine to forældre. Min den livsstil han fører har jeg ham ikke længe endnu. Det er noget der dagligt kører rundt i mit hoved og gør mig ked af det. Men jeg er ved at give op – jeg ved simpelthen ikke hvad jeg kan gøre mere. Nogle gange på varme sommerdage kan jeg få ham til at drikke et glas vand. Men det er et sjældent syn.

Jeg er også pinlig over at når vi får naboer på besøg kommer han løbende med bajere med det samme. næh de bliver ikke tilbudt kaffe som andre mennesker ellers ville gøre kl 13 på en hverdag. Om aftenen når vi har gæster står der KUN vin på bordet – medmindre min mor får tilsnusket sig en kande vand derind også da hun ikke kan lide alkohol.

Hvorfor skal gæsterne absolut drikke sprut når de er på besøg? Det er jo ikke en fest vi holder. Har oplevet flere gange at nogle af de voksne har set jeg drak fx sodavand eller danskvand og måtte bede mig om en. Det kan da ikke være rigtigt at jeg skal sørge for at mine forældres gæster kan slippe for vin.

Jeg har diskuteret det her med min mor og vi er blevet enige om bare at putte sodavand og vand på bordet fremover. Det er bare ærgerligt at hyggen ved et gals vin til maden skal ødelægges på den måde ved at der skal indtages en hel flaske. Så snart gæsterne er over halvvejs igennem deres vin-glas forsøger han at fylde det op igen. Det er måske hvad en god vært ville gøre – men for mig ser det bare desperart ud.

Er der slet intet man kan gøre for at få rettet op på hans alkohol forbrug, nogle argumenter han ikke kan ignorere,? Jeg ved det ikke er så slemt som mange andre oplever men det er alligevel ALT for meget. og han er pænt ligeglad med om han dør af det eller får skrumpelever.

Jeg føler mig så lost i det her. Hjælp?

Pige, 23 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 23 år!

Jeg kan virkelig godt forstå din frustration og bekymring for din far. Du lyder som en meget omsorgsfuld datter, der vil din far det bedste. Det lyder som om, at hans alkoholforbrug fylder rigtig meget for dig og I jeres hverdag. Det må være meget ubehageligt, at føle, at du vil gøre alt for at hjælpe din far, men at han ikke rigtig er modtagelig for hjælp.

Det er desværre sådan, at mange mennesker med et alkoholmisbrug, nægter at se problemet. Måske fordi de ikke har lyst til at stoppe med at drikke, eller fordi de ikke aner hvordan, de skal gøre det. Mange kan heller ikke se, hvor stor betydning det har for resten af familien, at de drikker. Du beskriver fx din store bekymring for din fars heldbred, at du måske mister ham før tid, at det er pinligt, når der er gæster osv.

Jeg synes, det er rigtig sejt, at du vil forsøge at løse problemet i stedet for at flygte fra det.  Jeg tror, at de bedste argumenter du kan komme med for at få din far til at lytte efter er, at fortælle ham, hvad hans alkoholmisbrug gør ved DIG. Præcis som du beskriver det i dit brev til brevkassen. Fortæl ham hvor bekymret du er for at han skal blive syg og dø, så du står alene, at du er bekymret for, at han ikke spiser noget, at du synes det er pinligt og unormalt, at han servere alkohol i stedet for kaffe, når der kommer gæster og hvor ked af det gør dig, at han drikker. For at nå ind til din far, er det rigtigt vigtigt, at du husker at beskrive, hvad det gør ved dig, at han drikker. Alle de følelser og bekymringer du får, så han forstår, at det ikke kun handler om ham selv, men at hele familien er berørte af det. Når du gør det, kan han ikke sige, at det er hans egen sag, for det er hele familiens sag – I er alle påvirkede af det. Måske din mor også kunne sige, hvordan det påvirker hende, at han drikker. Det lyder som om, at I to godt kan tale om det. Det er rigtig godt, for så kan I støtte hinanden.

Hvis I kan få din far til at forstå, hvor meget hans alkoholforbrug påvirker jer, kunne næste skridt være, at få en tid til ham hos lægen, så han kan få hjælp til at trappe ud af forbruget.
Jeg synes du skal prøve at kontakte TUBA. Det er en forening, der tilbyder hjælp, rådgivning og terapi til unge, der er vokset op i hjem med alkoholmisbrug. De har forskellige afdelinger rundt om i landet. Du kan både få kontakt til dem ved at skrive til deres brevkasse eller til deres chatrådgivning. Du kan læse mere på deres hjemmeside på www.tuba.dk.

Du har også mulighed for at få rådgivning og snakke om dine følelser på ’Hope Ung’. Dette er også en forening, der giver støtte til børn og unge hvis forældre drikker. Du kan læse mere på deres hjemmeside på www.hope.dk.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og ønsker dig alt held og lykke.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen

Drikker din mor eller far for meget? Få flere gode råd her

Det er svært at leve med en forælder, der drikker for meget. Det kan føles som om, de slet ikke er sig selv. Alkoholen kan også gøre, at du ikke føler dig tryg og du kan måske føle, at din mor eller far vælger at drikke fremfor at passe på sig selv og sin familie.

Måske har du tanker som: Jeg tror mine forældre har et alkoholmisbrug! Min mor er alkoholiker, hvad kan jeg gøre? Min far drikker i smug, hvem skal jeg sige det til? Jeg kan ikke stole på min far, for jeg ved ikke hvornår han drikker sig fuld. Når min mor er ædru elsker jeg hende, men når hun er fuld, så er hun en helt anden person.

Hvis der er alkoholproblemer i din familie, er det vigtigt, at du ikke går alene med det. Her på siden kan du finde gode råd til, hvordan du får hjælp til at tale om det – og hvem du kan tale med det om. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Stem

Forældre og alkohol

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat