Kære dreng på 12 år, tak for dit brev med titlen "Alkohol".
Det er da ikke rart for dig at opleve, at din far drikker næsten hver weekend, og at han så kommer med negative udsagn om din mor. Det gør dig selvfølgelig ked af det!
Og hvad siger din mor til din fars drikkeri? Har hun sagt noget til dig om, hvad hun synes om det? Det var åbenbart hende, der ville skilles for et par år siden? Men det blev ikke til noget på det tidspunkt.
Måske tænker du nu, at de ikke har det så godt sammen, og at der igen kan være tale om, at de skal skilles? Men det er et spørgsmål, som kun de kan gøre noget ved, det er ikke noget, de skal blande dig ind i, beslutningen er deres - selvfølgelig også med tanke på, hvad der ville være bedst for dig.
Hvis du tænker sådan, gør det dig sikkert utryg og ked af det. Kan du på et eller andet tidspunkt fortælle dine forældre, hvad der gør dig ked af det og prøve at få dem til at sige noget om, hvad de har tænkt sig at gøre i forhold til hinanden? Det ville være rart for dig at finde ud af, hvilke planer de har. Er der evt nogen i din familie, du kunne betro dig til, og som måske også kan hjælpe med at tale med dine forældre?
Det er ikke sikkert, de har tænkt så meget på, hvordan deres forhold påvirker dig, så det vil være godt for alle, hvis de kunne blive klar over det.
Jeg vil gerne fortælle dig, at når forældre drikker for meget, så kan folk inde fra kommunen hjælpe familien - helt gratis. De kan hjælpe din far med at holde op med at drikke, og de kan også hjælpe dine forældre med at blive bedre til at snakke sammen. Så hvis du kan fortælle til en voksen, du stoler på, hvordan tingene er hjemme hos dig, kan den voksne hjælpe dig med at kontakte kommunen, så de kan hjælpe din familie - så du kan få det bedre derhjemme. Ville du kunne finde sådan en sød voksen at fortælle de ting, som du har fortalt her i brevet? (Måske kan du vise brevet frem til en voksen, du stoler på - så behøver du ikke forklare så meget mere).
Du kan også starte med at ringe eller sende en sms til BørneTelefonen på 116 111 og snakke lidt om, hvordan du kan få det sagt. Det er der mange børn, der starter med at gøre, fordi det kan være lidt svært at fortælle om ting, der er svære. Har du mon mod på det?
Mange hilsener
BørneBrevkassen