Brev

Alkohol

Kære Brevkasse.

Jeg er en pige på 14 år, som har det godt derhjemme. Det har min bedsteveninde desværre bare ikke. Hendes mor drikker ofte, foran hende og hendes lillesøster og vælter rundt nede i stuen.

Hun sover tit hos mig, når hendes mor drikker, fordi hun ikke har lyst til at være derhjemme. Hun ringer nogen gange til mig, for at snakke med en om tingene, der sker i hendes hjem, men problemet er bare, at jeg har det rigtig svært med, at snakke om lige præcis de ting, fordi min far selv drikker, og jeg ser ham ikke, fordi han altid snakkede grimt til mig. Det er derfor en meget følsom ting for mig, at tale med andre om, og jeg bliver selv let påvirket, når jeg hører om, at det sker i andres hjem. Jeg prøver at hjælpe hende så meget jeg kan, og prøver at få hende til at smile og være glad.

Det startede sidste år i sommerferien, så hendes mor har snakket drukket on/off i et år. Min bedsteveninde tager rigtig meget ansvar derhjemme, både overfor hendes lillesøster og hendes mor. Hendes far gør ingenting ved det, hvilket også er rigtig svært for hende. De taler ikke om det sammen, og min veninde kan snart ikke holde det ud mere. Tidligere idag ringede hun også til mig, og fortalte hun havde lyst til at løbe hjemmefra. Det er min veninde som om aften, når hendes mor er fuld, hjælper hende på toilettet, i seng og ja. Sørger for det hele.

Kan du rådgive mig til noget, som jeg kan gøre for denne familie? De er den sødeste familie jeg kender, og jeg føler mig så hjemme hos dem, så det gør mig rigtig ondt, at de har det sådan sammen derhjemme. Please hjælp mig, til at kunne hjælpe min bedste veninde.

Hilsen mig.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Tak for dit brev. Det første jeg tænker er, at du vel nok er en sød og omsorgsfuld veninde! Du oplever, hvor svært din veninde har det, og jeg kan godt forstå, du bliver berørt på en særlig måde, når du selv har erfaringer med din fars alkoholproblemer. Måske netop derfor, er du en meget opmærksom, forstående veninde.

Jeg tænker på, om du mon har talt med din mor om din venindes problemer? Måske ville hun kunne rådgive dig om, hvad du skal gøre? Dernæst tænker jeg, at din veninde nok er nødt til at tale med en voksen om de ting, der sker i hendes familie.

Du skriver, at din venindes far ikke gør noget ved situationen. Gad vist om han ved, hvor slemt det står til? Mon du kunne foreslå din veninde at tale sin far om det, der sker? Eller det kunne være, der er et andet familiemedlem, hun har en fortrolighed med? En lærer, en klubpædagog… eller en anden person?

Jeg tror, det vigtigste er, at din veninde vælger en voksen, hun tror, vil tage hende alvorligt og prøve at hjælpe hende. Tror du ikke, din veninde kunne fortælle en voksen om sine bekymringer? Måske kunne du tilbyde at gå med? Hvis din veninde ved, at du har skrevet hertil, og hun har det ok med det, så kunne I måske vise dit brev og mit svar og på den måde få begyndt en snak?

Hvis I kunne finde en voksen, der kunne hjælpe din veninde, så kunne I måske sammen tale med kommunen og på den måde hjælpe hendes mor, så hun kunne få det bedre? Det er sådan, at kommunen har pligt til at hjælpe din venindes mor, hvis hun drikker for meget, og det er gratis for hende at få hjælp. Men det kræver selvfølgelig, at de får at vide inde på kommunen, at din venindes familie har brug for hjælp, og det tænker jeg, at en voksen skal hjælpe hende/jer med.

Måske kunne det også være godt for din veninde at søge rådgivning hos "De drikker derhjemme". Her tilbyder man anonym rådgivning mandag og onsdag mellem kl. 12-18 på telefon nr. 3317 2010, hun kan også sms'e sit mobil nr. til 2615 4461, så ringer de hende op. Der er også en fin hjemmeside www.dedrikkerderhjemme.dk, som du/I evt. kan se lidt nærmere på...

I/du kan også søge på hjemmesiden www.hope.dk/ung. Her kan din veninde også få rådgivning via telefonen eller pr. brev

Jeg håber, du kan dele disse tanker, informationer og forslag med din veninde, og at hun alene eller sammen med dig kan få talt med en voksen og få den hjælp, hendes mor og hendes familie har brug for? Husk du er altid velkommen til at skrive igen, eller ringe til BørneTelefonen på 116 111, eller skrive på BørneChatten. Begge steder sidder rådgivere klar til at tale med dig. Held og lykke!

Og de bedste hilsner fra BørneTelefonen

Drikker din mor eller far for meget? Få flere gode råd her

Det er svært at leve med en forælder, der drikker for meget. Det kan føles som om, de slet ikke er sig selv. Alkoholen kan også gøre, at du ikke føler dig tryg og du kan måske føle, at din mor eller far vælger at drikke fremfor at passe på sig selv og sin familie.

Måske har du tanker som: Jeg tror mine forældre har et alkoholmisbrug! Min mor er alkoholiker, hvad kan jeg gøre? Min far drikker i smug, hvem skal jeg sige det til? Jeg kan ikke stole på min far, for jeg ved ikke hvornår han drikker sig fuld. Når min mor er ædru elsker jeg hende, men når hun er fuld, så er hun en helt anden person.

Hvis der er alkoholproblemer i din familie, er det vigtigt, at du ikke går alene med det. Her på siden kan du finde gode råd til, hvordan du får hjælp til at tale om det – og hvem du kan tale med det om. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Stem

Forældre og alkohol

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat