Kære pige på 14 år
Det er supersvært at føle, at man stikker ud fra mængden, når man ikke selv har indflydelse på det. Og det kan også være svært at være den eneste, der ikke drikker, når de andre begynder at blive fulde.
Jeg synes virkelig, at du er ret så sej, når du godt kan gå til fest uden at drikke, selvom du synes, at det er frustrerende, at du ikke må.
Der er jo mange, der bare gør det alligevel. Men det giver problemer med forældrene, hvis de finder ud af det, og det er ikke så fedt, for så får man måske ikke lov at komme med næste gang, der er fest.
Er du sikker på, at alle de andre gerne må drikke?
Der er nemlig mange flere forældre, end du regner med, der siger til deres børn, at de ikke må drikke, før de er 15-16 år eller ældre.
Der er også mange unge, der synes, at det er pinligt, at deres forældre siger, at de ikke må drikke. Derfor siger de bare, at de godt må.
Jeg tænker, at dine forældre gerne vil passe på dig, når de siger, at du ikke må drikke endnu.
Det kan være, at de er bange for, hvad du kommer ud for, når du er fuld og ikke kan sige fra eller bliver rodet ud i noget farligt eller grænseoverskridende.
Det kan også være, at de synes, at det er bedst at følge Sundhedsstyrelsen bestemmelser om, at aldersgrænsen for køb af alkohol med lav procent er 16 år. Der er nemlig masser af forskning, der siger, at det er meget usundt for unge at drikke så meget, som danske unge gør, fordi det er i ungdommen, at hjernen færdigudvikler sig.
Jeg synes, at du skal spørge dine forældre, hvor gamle de var, da de fik lov at drikke første gang.
Når du har fået svar på dét, kan du spørge, om de rettede sig efter det, eller om de allerede havde prøvet det inden.
Du kan også spørge dine bedsteforældre eller dine forældres søskende, om de kan huske, hvordan dine forældre var, da de var unge i forhold til alkohol og fester.
Jeg tænker, at man kan få nogle gode snakke og sjove historier på den måde. Jeg tror også, at det måske kan være med til at bløde dine forældre lidt op.
Jeg kan ikke garanterede, at de bare giver dig lov bagefter, men hvis du oplever, at de normalt bare siger nej uden at forklare hvorfor, så tror jeg, at det vil være godt for både dig og dine forældre at få udvidet argumentationen, så du rent faktisk forstår, hvorfor de siger nej, og så de også får lidt mere indsigt i, hvorfor du gerne vil have lov.
Ved du, hvor gammel dine forældre synes, at du skal være, før du må drikke?
Jeg synes, at du skal tale med dem om det. Måske kan I lave en aftale om, hvornår det er okay, og hvor meget du må drikke.
Man kan også lave aftaler om, at du fx altid skal være sammen med en bestemt veninde, som de kender, når du er ude, så de ved, at I passer på hinanden og måske også følges hjem. Eller de kan lave aftaler med nogle af de andre forældre om, at de skiftes til at hente jer, når I er ude sammen.
Jeg håber du kan bruge nogle af mine ideer. Du er også altid velkommen til at ringe og få en snak på BørneTelefonen på nr. 116111.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen