Kære 14 årige pige
Mange tak for dit brev, hvor du fortæller om at være bange for at sove, da du frygter ikke at vågne op igen. Det er rigtig modigt af dig at række ud efter hjælp, så jeg håber virkelig jeg kan hjælpe dig.
Du beskriver, hvordan du igennem mange år har kæmpet med frygten for pludselig at dø, eller at komme til at spise noget farligt eller at der sker noget dårligt næste dag, som gør at du vil dø. Du tør ikke lægge dig til at sove om natten af frygt for ikke at vågne op igen.
Du har delt dine tanker førhen med dine forældre, og tankerne er kommet og gået. Men nu er de vendt kraftigt tilbage. Du ønsker at det skal stoppe med ved ikke hvordan.
Kæreste du, hvor er du bare god til at sætte ord på, hvordan tankerne fylder hos din. Det er bestemt ikke rart at gå og være bange for pludselig ikke at vågne op igen. Du skal vide, at du ikke er alene om at have disse tanker, og at vi her på BørneTelefonen ofte hører fra børn, som har samme slags tanker. Så du er ikke alene, og det er heller ikke unormalt at frygte døden.
Efter at have læst dit brev, får jeg en fornemmelse af, at du bærer rundt på en masse store tanker inde i hovedet, og at frygten for døden altid har fyldt meget for dig. Jeg bliver nysgerrig på, hvad der mon har gjort, at du har fået det på denne måde. Har du mon hørt om andre, der pludselig ikke vågnede igen, efter de havde lagt sig i seng for natten? Eller kender du nogen, som pludselig døde?
Nogle gange kan vores hjerne bekymre sig, fordi vi har haft nogle ubehagelige oplevelser, eller har set eller hørt om ting, som ikke føltes rart. Kender du det?
Man kan forklare det med at have noget angst. Og det kan godt lyde til, at dine bekymringer bunder lidt i noget angst, og det skal du have noget professionel hjælp til.
Jeg er rigtig glad for at læse, at du tidligere har delt dine tanker med dine forældre, og dine forældre har forsøgt at berolige dig. Men eftersom dine tanker vender tilbage gang på gang, er det nok et tegn på, at du har brug for noget mere hjælp til at få det bedre.
Det skal gerne være rart at lægge sig til at sove om aftenen, og det er jo sent først at falde i søvn mellem kl. 00-01, når du skal op næste morgen og passe skolen.
Så selvom, det er meget naturligt, at hjernen har plads til at tænke ekstra meget, lige inden man skal sove, så er mit ønske for dig, at du får nogle redskaber til, hvordan du falder hurtigere til ro og får styr på de bange tanker.
Derfor vil jeg foreslå, at du igen får talt med dine forældre, om hvordan du har det. Det kan endda være, du kan vise dem det brev, du skrev til BørneTelefonen og mit svar, hvis du tror, at det er nemmere at starte samtalen på den måde. Hvad tænker du om det?
Dine forældre har jo pligt til at passe på dig og sørge for at du har det godt. Så derfor er det også meget vigtigt at du prøver at tale med dem om, hvor meget de her tanker faktisk fylder, da det går udover din søvn og din trivsel.
Du og dine forældre kan kontakte Angsttelefonen, hvor rådgivere sidder klar til at hjælpe. Rådgiverne ved meget om angst og er vant til at tale med børn og unge. Dem kan du kontakte her: https://bornetelefonen.dk/henvisninger/angsttelefonen/
En anden mulighed er at du sammen med dine forældre kontakter din læge. Lægen vil kunne finde frem til, hvilken hjælp du har brug for – det kan måske være nogle samtaler med en psykolog eller anden hjælp der handler om at have angst.
Du har også mulighed for selv at tage kontakt til lægen og fortælle hvordan du har det, men lægen har pligt til at oplyse dine forældre om jeres samtale, hvis lægen vurderer, det er nødvendigt.
Jeg vedhæfter også lige nogle øvelser, du kan vælge at prøve af. Det er helt op til dig selv, men det kan måske hjælpe dig til at finde ro inden sengetid. Måske kan du lave øvelserne en halv time inden du går i seng for at få ro på tankerne. Det handler nemlig om, at du lærer at sige angsten imod!
Du kan finde øvelserne hos Det mentale motionscenter her:
https://psykiatrifonden.dk/hjaelp-raadgivning/mentale-motionscenter/mentale-motionscenter-angst
Jeg håber, du finder styrken i dig selv til at kæmpe imod de bange tanker og får talt med dine forældre om, hvordan du har det. Du har allerede vist et stort mod og en stor styrke ved at skrive til BørneTelefonen.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen