Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Alt for mange sommerfugle

Hej børnetelefonen.
Jeg er en pige på 12 år.
Jeg har altid alt for mange sommerfulge i maven når jeg er sammen med drenge jeg kan lide.
Jeg har haft masser af kærester men dem alle sammen over snap da jeg ikke tør at være sammen med drenge i virkeligheden .
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller gøre.
Skal jeg bare kysse drengene når jeg ser dem eller skal jeg kramme dem? Tør jeg over hoved at have en kæreste i virkeligheden?
Hvad skal jeg gør for at kunne vær sammen med drenge i virkeligheden pls hjælp mig.

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 12 år.

Mange tak for dit brev. Du skriver at du ikke rigtig tør at være sammen med drenge i virkeligheden. Du kunne godt tænke dig at finde ud af, hvad du kan gøre for at finde modet til det. Det vil jeg rigtig gerne se om jeg kan hjælpe dig med.

I dit brev skriver du, at det føles som om, at du har rigtig mange sommerfugle i maven når du er sammen med drenge i virkeligheden. Det lyder både virkelig dejligt og virkelig ubehageligt. Mon det også er sådan du har det?

Jeg tror rigtig mange unge i din alder oplever sommerfugle i maven når de er sammen med nogen de kan lide. Faktisk tror jeg også, at mange voksne oplever det. Det er nemlig en helt naturlig reaktion når man er sammen med nogen man godt kan lide.

Når man er i din alder, kan det dog godt give ekstra mange sommerfugle. Det kan det fordi, det hele er meget nyt.

De første gange man prøver noget kan det godt føles lidt ekstra skræmmende. Lidt ligesom første gang man prøver den vilde rutsjebane i Tivoli eller første gang man skal spille en fodboldkamp. Kan du mon følge mig i det?

Det betyder også, at jo mere man gøre det, jo tryggere kan man blive ved det. Det er jeg helt sikker på også kan ske med dig i forhold til at være sammen med drenge i virkeligheden.

Ved at øve sig, kan man langsomt blive bedre. Prøv at give dig selv nogle små udfordringer. Fx kan det være at være i samme rum som ham du er vild, men at gøre det sammen med nogle venner og veninder så I ikke er alene.

Næste gang du ser ham, kan du se om du tør give ham et kram, spørge ham om noget eller kommentere på noget han siger. Næste gang igen har du måske mod på at have en samtale med ham.

Ligesom med alt andet skal man øve sig for at blive bedre. Så selvom du føler dig klodset eller bliver rød i hovedet, så tænk på at alle mennesker kan komme til at blive nervøse i starten. Jeg kan forstille mig, at det også sagtens kunne være sådan for de drenge du er sammen med.

Hvis du snapper med en dreng inden i ses, kan det også være en mulighed at skrive, at du er nervøs og hvad han mon tænker om det med at kysse eller kramme. På den måde kan du vide inden i mødes, om han har lyst til de samme ting som dig.

Det er også vigtigt for mig at sige til dig, at det er meget forskelligt fra person til person, hvornår man føler sig helt klar til at få en kæreste.

Det kan være en god idé at mærke efter hvilke følelser, du har indeni når du tænker på at få en kæreste. Har du meget lyst til at være kæreste med lige den her dreng, eller er der mon andre grunde til at du overvejer at gøre det?

Nogle gange er det bare JA-følelser, og så er der ingen tvivl. Andre gange handler følelserne måske om, at man føler at alle andre tør at have en kæreste og at man derfor også burde.

Det er ikke noget rigtig eller forkert tidspunkt at føle sig klar til en kæreste. Det der er afgørende er om man føler sig klar og har en lyst til det. Det er helt okay med en masse sommerfugle i maven. Det vigtigste er dog at sommerfugle mest kilder på en rar måde.

Hvis du har lyst til det, kan du få gode råd om kærlighed på BørneTelefonens hjemmeside her. Du kan også læse andres breve om kærlighed i Brevkassen. Måske kunne det være rart for dig at læse, at du ikke er alene med dine tanker?

Jeg krydser fingre for dig og kærligheden! Hvis du får brug for det er du meget velkommen til at ringe eller skrive ind igen på 116 111 – vi vil altid gerne hjælpe dig!

Kærlig hilsen BørenTelefonen

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat