Svært ved at dele med sorg

Følelser kan være frygtelige irrationelle, men de kan ikke være forkerte. Hvis det giver mening. Du føler det, du føler, der findes ikke “rigtige” og “forkerte” følelser. Der findes heller ingen rigtige eller forkerte måder at vise sine følelser på.

Det er vigtigt, at man bearbejder sin sorg. Der findes ikke ét rigtigt svar på, hvordan man gør det. Personligt har jeg kun oplevet sorg ved at miste, da mine oldeforældre døde (okay, jeg har også haft kærestesorger, men det er vist en helt anden slags sorg). Jeg har kun kendt tre af mine oldeforældre, resten var døde inden jeg kom til verden. Den sidste døde, da jeg var 13. Ud fra det, du skriver, har jeg måske et lidt tættere forhold til mine forældre, end du har det, for hver gang én af vores oldeforældre er døde, har vi talt meget om det i familien (vores forældre, mine to små søskende og mig). Vores oldeforældre havde alle levet et langt liv, så det var ventet, at de ville dø. Dermed ikke sagt, at man ikke er ked af at miste dem, for selvfølgelig er man det. Men det gør det på en eller anden måde lidt nemmere at acceptere, at de ikke er her mere, hvis man kan sige det sådan..

Findes der mon nogen – ud over dine forældre – du har lyst til at betro din sorg til? En god veninde? En voksen, du stoler på? F.eks. en lærer, en træner til fritidsport eller en voksen i en fritidsklub? Måske en voksen et helt fjerde sted? En kæreste?

Du kunne jo også prøve at tale med dine forældre om det. Det kan måske være lidt svært at starte sådan en samtale, men prøv at sige til dem, at der er noget, du gerne vil tale med dem om og at det måske ikke er helt let for dig at tale om. Jeg kender jo selvfølgelig ikke dine forældre, men jeg tror faktisk ikke, de er ligeglade med, hvordan du har det. Jeg tror bare, at vi som mennesker har tendens til at ville trøste dem, der mere tydeligt viser, at de er kede af det og at det måske er derfor, at dine forældre er mere opmærksomme på din søster. Forstå mig ret, men når man er teenager, kan man sommetider føle, at ens forældre ikke fatter noget som helst og slet ikke forstår én. Sådan havde jeg det i hvert fald selv til tider. Men de er jo dine forældre og det er dermed også deres ansvar, at du har det godt.

Det er ikke forkert at græde, hvis man er ked af det, men det er heller ikke forkert, hvis man ikke gør det. At være ked af det er jo også en følelse. Jeg kan sagtens være meget ked af det “indeni”, selvom jeg ikke viser det “udenpå”. Om det har noget at gøre med, at jeg er en fyr, tror jeg egentlig ikke, for jeg kender også drenge, der græder, hvis de er kede af det.

Det blev lidt længere end jeg lige havde tænkt, men jeg håber, du kan bruge i hvert fald noget af det til noget. Så håber jeg også, at du kommer ovenpå igen, det fortjener du!

Hej. Det er meget forskelligt, hvordan folk håndtere deres sorg.
Jeg mistede min bedste ven for 1 år siden, engang i mellem græder jeg mig stadig væk i søvn, med tanken om hvor uretfærdigt livet det er. 🙂
Så der kan godt gå lang tid før du er 100 % ovre det, men en dag vågner man op og mangler dem ikke mere.