Så bange for skolestart😓

Søndag d. 9. august 2020

Hej

Jeg er en pige på 14 og jeg har det rigtig svært for tiden. Eller sådan har det været lige siden jeg startede i 7. Klasse, men det er bare blevet værre gennem året.

Skole. Det er det det hele handler om.
I morgen starter det hele igen, efter en underlig kort sommer.

Jeg startede på en ny skole i marts og efter alle de lange pauser fra skolen pga. Corona er jeg slet ikke inde i min klasse endnu.

Jeg har gået på en skole i 7 år (0-6 klasse) og der har jeg altid følt mig tilpas og tryg. Og nu på den nye skole (alle mine gamle klassekammerater er der også (det er en ungdomsskole fra 7-9)) er alt bare anderledes og utrygt.

Jeg prøver sådan at passe ind og få et par venner, men det går ikke. Jeg er ikke som de andre og det gør mig så frustreret og ked af det. Min telefon har aldrig været så stille som nu og den ene gode veninde jeg altid har haft er ved at glide fra mig.

Jeg har tænkt på om jeg bare skulle give op og være i hjemmeskole, men jeg ELSKER jo at være i skole: være sammen med folk, snakke med drenge og hygge mig.
Jeg synes det er så svært at skrive mine følelser og tanker ned, selv jeg forstår dem ikke rigtig.

Her den anden dag var jeg nede i byen med min mor efter lang tid hjemme. Det var noget af det ubehageligste nogensinde. Jeg ville hjem. Hjem i min seng, begrave mit hovede i min pude og græde. I jo flere butikker vi gik rundt i voksede min lyst til at grave mig ned i et hul og gemme mig sig.

Da vi endelig kom hjem undrede jeg mig om der var noget galt med mig (det gør jeg stadig). Jeg havde det varmt og var helt tør i munden af nervøsitet. Det underlige er at det nogle gange er værre end andre.

Alt den usikkerhed har nok også meget at gøre med skole.

Som sagt starter vi/jeg i morgen og jeg er virkelig bange. Eller, det virker bare så uoverskueligt. At jeg skal cykle, gå ind i klassen og klare hele dagen og hele året for den sags skyld.

Min krop og hjerne kan ligesom mærke når det er “farligt”. Da jeg hørte hvad vi skulle på første skoledag (cykeltur, badning) sagde min hjerne og krop nej med det samme. Da jeg hørte det slukkede jeg telefonen, lagde mig ned og tænkte “fuck nej, det der, der skal jeg bare ikke!!”. Det er ikke fordi jeg ikke orker eller gider. Jeg kan bare ikke. Jeg ved hvordan jeg kommer til at føle når jeg møder op i klassen: VIRKELIG UTILPAS.

Jeg kan ikke rigtig se hvor langt mit brev er, men jeg fornemmer at det er ret så langt. Jeg undskylder hvis det var meget uoverskueligt og rodet, men er altså lige min hjernes indhold der lige blev tømt lidt ud på papir.

Hvis du har læst helt her til vil germe lige sige tak, og hvis du bare bare har skimtet det SÅÅ! Ej driller bare, det skal du også have tak for.

Måske kan i hjælpe mig med at rydde lidt op i mine tanker, og måske er der nogle der har det som mig?

Ligegyldig hvad, så var det dejligt at få skrevet det ned.

Med venlig hilsen Pigen på 14 år