Brev

Tanker

Hej allesammen.

Jeg er en pige på 14 år, og jeg har fået diagnosen infantil autisme, og det har jeg svært ved at acceptere.

Én af ulemperne ved min diagnose er, at jeg er mester i kopiering. Jeg har svært ved at kontrollere det, og jeg føler tit at jeg kopierer andre så meget, at jeg glemmer mig selv.

Det er som om, at jeg bygger en facade op, baseret på andre menneskers personlige træk, og jeg ved ikke hvordan jeg får det stoppet. Jeg er alt for bange for at vise mig som jeg er, da jeg er blevet vendt ryggen, og såret for mange gange til at jeg gider prøve igen. Min erfaring fortæller mig efterhånden at det er spild af tid. Det er ikke fedt. 🙁

Min autisme gør for eksempel også, at jeg får nogle ‘nedsmeltninger.’
Det betyder egentlig bare at min hjerne er hyperaktiv, og når den kører på højtryk konstant, kan den koge over og mit hoved er på randen til at eksplodere. Det er aldrig rart, og jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv op til nedsmeltningen eller under, for den sags skyld.

Nedsmeltningerne kan komme af ubetydelige ting. Det kan være en samtale, en bemærkning, eller endda et enkelt ord der trigger det. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, især ikke når jeg er elendig til at spørge om hjælp. Hver gang jeg prøver kommer det bare ud som en gang uforståelige vendinger, og bum – katastrofe. Jeg hader det alt sammen.

Hvorfor kan jeg ikke være ligesom alle andre, og kunne være sociale som dem, få venner som de gør, eller bare deltage i almindelige aktiviteter som de gør?

Hvorfor forbliver det status quo når jeg knokler røven ud af bukserne for at blive bedre til at interagere med mennesker?

Det er som om, at ligemeget hvad jeg gør, er der ikke rigtig nogen som kan lide mig. Hverken når jeg ‘kopierer’ deres adfærd, eller når jeg forsøger at være mig selv. 🙁

Det er ikke rart, og jeg står tilbage med så mange spørgsmål om alt mellem himmel og jord.

Jeg håber at al dette gav mening, og håber inderligt at I kan hjælpe mig.

Med venlig hilsen en forvirret autist.

Pige, 14 år

Svar fra andre

Børn

Vis tidligere svar

Hejsa,
jeg har noget familie med autisme, og det er hårdt i starten. Du kan prøve at være dig selv over for nogle, og så kan du så se at de rent faktisk godt kan lide dig for den du er.
Rigtige venner ville ikke have noget imod det. Det er helt ok, og du skal bare finde de rigtige at åbne dig op for. 🤗

Duttrr, Dreng, 13 år
april 14, 2020

Hej jeg er en 10 årig pige
Jeg er meget ked af det på dine vejne men går du til sygolog jeg går det selv det problem som jeg hade var ikke så stort men det hjalp at få alle sine tanker ud til en der bare lydende som man kunne stole på lidt lige som det her du er du jo anonym så der får kan du fortæle alt men det ville nok ikke også kunne hjælpe at gå til sygolog de kan nok også give nogen tips pg tricks til at styre det der Nedsmeltnig
Håber det hjalp
Kh en pige på 10

Anonym, Pige, 10 år
april 15, 2020

Hej 14 årig pige
Det lyder virkelig ikke specielt rart det du gennemgår, først og fremmest vil jeg sige jeg føler med dig, du skal tage det sværeste skridt når man får en diagnose. Jeg fik selv konstateret angst for 2 år tilbage, og jeg husker tydeligt at det sværeste var, at selv accepter den diagnose.

De problemer du oplever med at kopier andre er ikke unormale. Det med at kopier andre, det gør mennesker, og i sær unge, ofte fordi der er nogen vi ser op til og gerne vil være ligesom. Ved ikke om det kan hjælpe dig lidt? At selvom din diagnose måske gør, at du gør det i højregrad, er det noget rigtig mange bevidst eller ubevidst kommer til. Det med, at ikke turde være den du er, fordi du er bange for andres reaktion, er heler ikke unormalt og noget rigtig mane gennemgår i teenageårene. Jeg er selv stadig i facen, og mit råd vil helt sikkert være at afviser de dig for den du er, så fortjener de ikke dit venskab. Jeg har virkelig måtte vælge mange fra, men nu har jeg også fundet en flok der kan lide mig som jeg er, det skal nok lykkes for dig også.

Det du fortæller om nedsmeltning lyder ekstrem ubehageligt og det kan jeg virkelig godt forstå, du syntes er en kæmpe udfordring. Her vil jeg virkelig anbefaler, at du får snakket med nogen, jeg ved personligt selv, hvor meget det kan hjælpe at dele det med nogen. Det kan være dine forældre, en veninde, en lærer eller en helt fjerde, bare en du er tryg ved, de kan muligvis hjælpe dig med nogle værktøjer, du kan bruge når du får, eller er på vej til nedsmeltning.

Jeg har seriøst stor respekt for, at du kæmpe som du gør, det er så sejt. Jeg forstår også godt din frustration over, at du føler der ikke sker noget, selvom du arbejder for det bliver bedre. Vores hjerne og psyke er en kompleks størrelse, og nogle ting tager bare virkelig lang tid og ændrer. På samme tid tror jeg stadig det er en god ide, at få taget hul på at snakke med en eller anden, så du ikke skal gå med det alene, også du kan få nogle tips og værktøjer der gør, at den ændring du gerne vil have kommer hurtigere.

Jeg håber virkelig, at de ting du ønsker, at de lykkes for dig, og at du snart vil opleve, at finde nogle der vil acceptere dig ligesom du er, dem er der masser af derude, og dem er jeg sikker på du nok skal møde på et tidspunkt.

Kh en pige