Brev

Uddannelse og forældre

Hej alle jer derude!

Jeg er en 14-årig, som snakker meget med mine forældre om uddannelse. Desværre lever jeg med en autismespektrumforstyrrelse, hvilket blandt andet betyder at socialt samspil og interaktion er uretfærdig svært for mig, og at jeg har en del særinteresser. Jeg går meget op i rollespil, læderarbejde og er et passioneret metalhoved og musiker. Det er desværre svært at få job som ovennævnte, så jeg har fundet nogle alternativer:

Jeg føler mig ikke klar til at træffe valg, allerede som 14-årig om uddannelse og job.

Derfor har jeg taget initiativ og søgt praktik! Mine forældre, specielt min mor, vrænger og vrisser altid af mig, så snart jeg begynder at tale om uddannelse og praktik. Hun er sur over at jeg søger praktik som kulturentreprenør, da jeg tror at hun er af den overbevisning, at man SKAL tjene 45.000 kr om måneden, for at kunne være glad og have et godt liv. Jeg ønsker bare subjektivt et godt liv, da jeg aldrig rigtig har haft noget socialt godt liv.

Jeg overværede så her forleden en meget ubehagelig episode for mig, mellem min mor og min søster; min søster og min mor sad og snakkede uddannelse, hvor hun opmuntrede min søster til at være lige det hun gerne ville være. Jeg blev ret ked af det, da det var det komplet modsatte hun sagde til mig. Da jeg så spurgte hende, hvorfor hun sagde sådan til min søster, vrængede hun koldt; “kan vi ikke tage den senere, dette her handler ikke om dig.” Jeg blev såret og ked. Måske har jeg overdrevet og mine følelser har spillet mig et puds, (mennesker med autisme kan have tendens til at overdrive scenarier og fortolke anderledes.)

Jeg kan bare ikke forstå hendes vrede mod, at jeg gerne vil prøve noget forskelligt, inden jeg beslutter mig endeligt for en uddannelse. Hun sælger skindet før bjørnen er skudt, og tror at jeg selvfølgelig har besluttet mig for at tage ungdomsuddannelsen som kulturentreprenør… Jeg kan ikke snakke med hende om det, for deri ligger problemstillingen – hun får et raserianfald af den ene eller anden slags.

Jeg håber at I kan hjælpe – på forhånd tak.

Med venlig hilsen en uddannelsesforvirret 14-årig.

Pige, 14 år

Svar fra andre

Børn

Hej pige på 14 🙂

Rigtig sejt, at du skriver herind!💞

Forstår godt dine tanker, din mor er slet ikke fair over for dig. Hvis du kan, så snak med din far 🙂 og ellers så hiv fat i hende, og siger at nu skal hun altså tie stille og lytte til dig, og så siger du bare ALT! Er hun stadig sur, vil det være en god ide at tage kontakt til nogle af dine nærmeste, ven, familie eller andet. Måske du skulle prøve og snakke med din søster, hun vil nok godt kunne forstå dig💞 du skal gøre, hvad du har lyst til! Og det må du ALDRIG tvivle På! Glem alt hvad din mor siger om det, hvis hun ikke kan acceptere sin egen datters interesser, så er det hendes problem!

Håber det hjalp dig – held og lykke!😁

Kh Q

Q, Pige, 14 år
januar 8, 2020

Hej Q!

Tusind tak for din besked! Jeg prøvede at snakke med min far, som du skrev, og han kunne egentlig godt forstå mig. Så han har talt med min mor, og har nu fået hende til at acceptere min beslutning. Desuden har hun faktisk sagt til mig, at hun er stolt over at jeg er så vedholdende. 🤘🏻Det er bare gået godt herfra, så jeg takker utrolig mange gange for dit råd! ❤️
Med venlig hilsen pigen på 14 som skrev indlægget. 🤘🏻