Mor-datter forholdet fungere ikke

Hej.
Jeg er en pige på 15 med en mor på 47. Lige her for tiden, eller i det sidste lange stykke tid har jeg haft det “dårligt” med min mor. Jeg er sur på hende. Der er så mange ting som hun ikke forstår.

Min mor har været jobløs i 3 år. Det vil sige siden mine forældre blev skilt. Kun med få jobs gennem de år, og det var kun nogle timer om ugen. For nogle måneder siden sagde hun sit sidste job op. Fint nok. Hun blev ikke behandlet ordenligt, og hendes chef skyldte penge.

Jeg synes det er pinligt. Det er pinligt at have en mor der ligger på sofaen hele dagen. For det gør hun. Enten ligger hun på sofaen og ser tv eller sover. Det er skuffende. Hun skuffer mig dagligt. For hver dag har jeg bare et lille håb om at hun kan tage sig sammen og bare gøre et eller andet. Det eneste hun gør er at lave aftensmad. Men med hensyn til at det er pinligt vil jeg nødig vide hvad alle de andre i byen tænker og siger om hende. Jeg har da også fået kommentarer om det fra venner, tætte venner. De undre sig også.

Hun havde et godt velbetalt job i 15 år. Et job som mange i byen misundede fordi at det var så godt betalt. Hun var aktiv, har dog altid været overvægtig men intet vildt som sådan.

De sidste 3 år har hun ikke været aktiv overhovedet! Hun er stadig overvægtig og har ikke forsøgt at gøre noget ved det.

Kun med en enkelt gang med en slags sport 3 gange om ugen ligefor det her corona. Men det gik i vasken fordi at træningerne blev aflyst. Jeg har før måtte tage chips og slik væk fra hende fordi at hun godt ved det. Og hun skal slet ikke spise det når hun alligevel bare ligger på sofaen hele dagen. Hun sover også langt ud på dagen. Til klokken 11 hver dag. Så det vil sige at når jeg og mine to yngre søstre skal i skole er det mig der sørger for vi kommer afsted. Det er mig der laver madpakker, vækker dem når de sover over sig, høre på alt deres morgenbrok.

Desuden har hun det altid dårligt. Enten så har hun ikke sovet eller også har hun diarre, øresten, hovedpine, pms.

Det gør mig så sur at hun ikke laver noget. Hun undervurdere hvor hårdt det er for mig at gå i skole (9.klasse). Samtidig med at jeg prøver at holde mig i form. Det vil sige et træningsprogram hver dag. Dans 3 t om ugen, venner og lektier. Samtidig med at hun sover og ligger på sofaen. Det er bestemt ikke nemt! Jeg forsøger at holde mig i form for jeg er bange for at ende som min mor. Jeg er og vil ikke være hende. Det er hårdt og overhovedet ikke motiverende når hun sidder hver dag og ævler om kage og slik.

Jeg tror det der er mest motiverende er at jeg bare ikke skal ende som hende. Men alligevel overspiser jeg hos min mor. Jeg synes det er pinligt og bliver skuffet over mig selv hver gang. Hvis jeg bare failer det mindste med at være sund, går det helt galt. Jeg bliver sur og tænker “så kan det også være ligemeget det hele”. Og det er der jeg begynder at overspise.

Jeg vil vise andre at jeg er stærkere og bedre end min mor. Jeg tænker hver dag “hvis hun ikke kan/gør det, så kan jeg!”.

Jeg ved ikke hvad det er jeg vil have ud af det her, men jeg ville bare ønske at hun kunne tage sig sammen. Jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere indebrændt og sur. Hun ved det også godt, for hver gang hun siger noget sætter jeg hende bare af. Fint, okay, ja, er nok mine mest brugt svar. Hun ved det så meget at hun hele tiden nævner det for mig. “Hvorfor er du så sur?” “Nåårh nej du er jo sur” “(mit navn) er jo sur”. Man bliver så træt. Altså forstå det nu.

Jeg har prøvet, jeg har virkelig prøvet at hentyde til det mange gange. Hun forstår ikke noget.

En episode for nyligt hvor hun lige pludselig begynder at snakke dårligt om min far og papmor. Det er slet ikke første gang! Det er heller ikke første gang at mine to søstre og jeg alle skal sidde og høre på det i 2 timer mens vi alle græder. Min mor er ligeglad med at vi græder. Hun fortæller videre, for det er jo vigtigst at hun kommer ud med hendes.

Nå, tilbage til det. Men der prøvede jeg for første gang at sige stop og sige min mening fordi hun vil så gerne vide hvis der er noget hun gør forkert. Hun vil så gerne have at vi råber og skriger ud hvad vi føler. Det gjorde jeg. Jeg sagde mor stop. “Skal vi virkelig høre på det nu?”. “Jeg gider ikke at høre på det”. Det sked hun højt og helligt på. Jeg hørte faktisk slet ikke hvad hun sagde, jeg ved bare at hun blev ved og ved i 2 timer. Jeg græd 2 timer non stop. Den ene gang jeg forsøgte at sige hvad jeg syntes, var hun ligeglad. Så jeg har bare sat hende på is.

Jeg er meget glad for den der læste min besked. Det er der nok ikke nogen der gør, men tak. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, men jeg ved bare at sidst jeg forsøgte at gøre noget ville hun ikke lytte.

Tak.