Genderfluid problem…?

Hej 14-årige.
Jeg kan godt forstå, at det er svært at finde frem til, hvordan du vil gribe an at tale med dine forældre om, at du er genderfluied.
Når man er 14 år, så er ens seksualitet som regel ikke fuldt udviklet og uanset, hvad man føler, er det ok. Man behøver ikke at beslutte ens seksualitet, men mærke efter og se, hvad det udvikler sig til. Er du nu også helt sikker på, at du er genderfluied? Måske har du behov for at finde et ord, der beskriver dine følelser for bedre at kunne forklare dem for andre. Er det en tanke, som du kan genkende?
Jeg tænker, at en løsning for dig kan være, at fokusere mere på, hvad du føler, end hvad du er. Det gode ved at fokusere på ens følelser er, at folk ikke kan være efter dig pga. dine følelser. Vores følelser styrer vi jo ikke selv. Det vil være nemmere for dine forældre, og andre for den sags skyld, at sige, at det er forkert at være genderfluied, end det vil være for dem at sige, at det er forkert, når du føler, at du er genderfluied. Kan du mon se, hvad jeg mener?
Dit brev giver mig det indtryk, at din far vil have lettere ved at acceptere dine følelser end din mor. Måske har han sagt til dig, at det er ok, hvis du hører til en af de lidt mindre udbredte grupper inden for LGBTQIA*, fordi han gerne vil gøre det lettere for dig at tale om de tanker, du går rundt med. Du kan begynde med at fortælle det til din far. Det kan du fx. gøre ved at vise ham brevet og måske også svarene. Fortæl helst om det på en rolig måde, og når I ikke har så mange ting at stresse rundt med. Du kan fx. også over en periode komme mere og mere ind på emnet, når du taler med ham/dem. På den måde kan du lige stikke en finger i jorden, altså høre mere om hans/deres holdninger til det, du kan stille “hvad nu hvis”-spørgsmål, og de får langsomt en fornemmelse af, at du er genderfluied. Så kan de jo selv lege lidt med tanken og synke det, inden du springer ud som genderfluied. Hvis de så spørger ind til, hvorfor du taler så meget om LGBTQIA*, og du ikke føler dig helt klar til at være ærlig, kan du jo altid sige, at I havde en diskussion om det i skolen, og du syntes, at det var meget spænende.
Har du tænkt på, om din far kan hjælpe med, at din mor får det at vide? Måske kan I sammen aftale, hvordan I kan sige det til din mor? Det kan også være, at din far skal være den, der først fortæller det til din mor og samtidig fortæller, at du er usikker på hendes reaktion. Det kan måske hjælpe din mor til at håndtere det, hvis hun ved, at de negative holdninger hun (muligvis) har udtrykt, påvirker dig på en måde, der gør det mere svært for dig. Hvis din mor vidste, at du bliver ramt af, at hun siger noget negativt om unikke LGBTQIA*er, så ville hun måske lade være med det?
Eller måske vil du overveje om det i virkeligheden ville være lettest for dig, hvis du tager en god ven/veninde/familiemedlem under armen, når du fortæller dine forældre, at du er genderfluied? Den person kan støtte dig, mens du fortæller, og hvis det under vejs bliver for hårdt for dig, kan vedkommende muligvis fortsætte, hvor du slap, mens du så sidder og lytter. Hvis du havde en under armen, ville dine forældre måske også have en mildere reaktion. Så kan du og din hjælper måske gå en tur og få lidt frisk luft sammen efter samtalen, så I alle sammen lige kan få tankerne i ro. Men før du giver dig til at fortælle det, så vær helt afklaret med, at du er sådan. Det nytter ikke noget, at du lader dig påvirke af en negativ kommentar og pludselig trækker i land. Så kommer du jo ingen vegne.
Måske ville det i det hele taget være bedst at starte med at finde ud af, hvorfor du har svært ved at tale om emnet. Når man forstår grunden til problemet, er det oftest letter at finde løsninger på det. Har du selv accepteret, at du er genderfluied? Hvis du har accepteret det selv, vil det normalt være lettere for andre også at acceptere det. Eller kan det ene og alene være frygten for, at de ikke vil acceptere det, der holder dig tilbage? Ofte handler det om uvidenhed, hvis dine forældre, veninder, bekendte eller andre ser skævt til seksualitet. Din frygt for at fortælle det skyldes måske også uvidenhed: Uvidenhed for, hvordan dine forældre kommer til at reagere.
Den første reaktion fra forældre, søskende og nære venner behøver ikke være endegyldig. Hvis de reagerer lidt voldsomt er det ofte, fordi det kommer som et chok, og det skal de have tid til at komme sig over. Du har selv brugt længere tid på at nå frem til din egen erkendelse, og den tid fortjener dine nærmeste også, at du giver dem.
Angående din utilfredshed med din krop: Hver tredie mand har kvindelige bryster, flere og flere kvinder vælger at få lavet større bryster, og flere og flere vil have mindre eller helt fjernet sine bryster. Vil du have gjordt noget ved dine bryster eller kan du acceptere din krop som den er? Hvis du vil have mindre bryster er det en mulighed at træne dem. Når man træner sine bryster, opstrammes de og bliver derfor mindre. Du kan jo søge på internettet efter flere råd til at få mindre bryster, hvis du vil det. Men du skal nok ikke regne med den helt store forskel. Mange mennesker føler sig ikke hjemme i sin egen krop. Sådan har jeg også selv haft det, men efter en periode med noget dans i skolen, føler jeg mig pludselig meget mere i takt med min krop. Måske kan det være noget for dig at gå til dans eller bare danse med dine veninder en gang imellem? En anden måde at blive tilfreds med sin krop er at stå foran spejlet og kigge på den. Jo mere man ser på sin krop, jo mere skulle man gerne acceptere den som den er. Og det virker måske mærkeligt, men det kan også hjælpe meget at rose sig selv. Du kan jo finde noget at rose dine bryster for. Det hjælper også rigtig meget at føle sig godt tilpas i sit tøj.
Måske ville det være rart for dig at følge nogle kende, der har prøvet noget alla det sammen og at snakke eller skrive med nogen, som har været i samme situation. Du kan måske finde sådan nogle på internettet eller de sociale medier. Du kan også surfe lidt rundt fx. BørneTelefonen eller på LGBT Danmarkshjemmeside, hvor der blandt andet er rådgivning til forskellige svære situationer – eller bare situationer, du kan komme ud for generelt. Du kan også læse andres historier om at springe ud som LGBT på internettet, så du måske kan finde noget inspiration eller mod til slev at springe ud for dine forældre.
Det virker som om, at du er rimelig afklaret – også omkring at åben op om dine tanker og følelser. Men alligevel vil jeg lige nævne, at du skal huske på, at du aldrig skal føle dig presset til at fortælle om din seksualitet. Du skal først fortælle om det, når du er klar. Der er rigtig mange, der først springer ud midt i 20’erne eller senere. Der er dog flere og flere, der springer ud i en meget ung alder, og det skal man særligt huske at passe på med, eftersom det måske ikke er ens endelige seksualitet. Det er overhovedet ikke unormalt at være lidt i tvivl – og bare fordi du går med nogle tanker om det, behøver du ikke dele det med nogen, hvis du ikke har lyst.
Jeg håber, at du føler dig hjulpet lidt på vej. Du går med tanker, som mange unge deler med dig, og det er så modigt og flot, når man tør være åben omkring sine følelser og tanker. Du er på ingen måde forkert. Du er unik.
Jeg vil ønske dig rigtig meget held og lykke. 🙂