Er ikke med i “gruppen”

Hej alle

Jeg føler mig på en smule ensom!

Jeg har kun en “tæt” veninde,

og så to andre som jeg ikke ved om jeg kan kalde veninder,

ved ikke engang om min tætte veninde er så tæt.

Da vi var mindre var jeg rigtig tætte med dem,

og de var mine bedsteveninder,

men så har vi været lidt venner on/off,

og så her på det seneste er vi blevet en lille “vennegruppe”.

I skolen er vi alle fire sammen, snakker og sådan noget.

Men jeg er ikke en del af det,

det er som om at jeg bare er der, uden nogen grund.

Jeg har også ret svært ved at komme ind i samtalerne,

enten fordi at jeg ikke ved hvad jeg skal sige

eller at de bare snakker om ting jeg ikke er en del af.

Så jeg ender bare med at sidde og lytte til deres samtaler,

og sådan er det HVER ENESTE DAG.

Jeg bliver snart mentalt træt, hvis ikke jeg allerede er det.

De er bare deres egen lille tremandsgruppe og så gå jeg ved siden af.

Men det er på en måde også min egen skyld,

da jeg jo heller ikke siger noget?

Hende den “tætte” ven prøver så nogen gange at få mig med,

og vi arbejder også ret tit sammen.

Men det er bare som om hun gør det, fordi hun føler sig tvunget.

Jeg tror måske bare at jeg ikke er en del af det grundet mig selv,

og fordi at jeg ikke er så tæt med dem, som jeg har været.

Men hvordan skal jeg blive tættere med dem,

jeg kan jo ikke bare afbryde deres samtaler og snakke om noget andet,

ved ikke engang hvad jeg skal snakke med dem om?

Kan jo se at de andre hygger sig, og snakker om alt muligt,

de snakker også efter skole og sender hinanden billeder

og videoer om hvad de laver.

Jeg var engang hende den sjove,

og nu er jeg bare hende den stille og kedelige!

Vil gerne bare være det igen, hende der sjov, snakker

og generelt bare er en mere udadvendt type.

Ved ikke hvordan jeg skal blive en del af det.

Kan i hjælpe, selvom jeg måske ikke

har skrevet det helt detaljeret om vores forhold?

Jeg glæder mig hvertfald bare

til at folkeskole og gymnasiet er færdigt, så jeg kan slippe for dem.

De dræner mig, selvom at det måske ikke er så stort et problem,

men det er bare hårdt at vide og se

at man ikke er med i noget fælleskab

eller har nogle veninder man stoler på

og kan snakke om normale ting med, for jeg har ingen.