Min ensomme vennekreds

Hej bb.
Mit problem er at jeg føler mig alene. Jeg føler mig alene da der ikke rigtig er nogen fra min klasse der vil være sammen efter skole(7klasse). Det ikke mig de ikke gider at være sammen med. Men det er bare generalt hele klassen, ingen gider at være sammen. Mig og mine forældre prøver også lave angshamamger(staves), ingen af pigerne svare, fordi de ikke “ved det” eller, deres bff ikke kan komme med. Mange af drengene er også usikre på det.
–
Min klasselære kæmper også rigtig hårdt for det sociale, men det hjælper ikke rigtig. Jeg tror ærligt bare at folk ikke har “lysten” til at være sammen. Ellers er jeg nok lidt mere fremme end de andre måske?
–
Jeg prøver også at snakke med nogen fra paranel klassen, men vores klasse ligger ret langt væk fra de andres. Så det er lidt goofy eller sån, at gå hen til de andre alene. (For der er ikke nogen drenge fra min klasse der tør gå derhen åbenbart). Så jeg kan ikke rigtig blive venner med nogen af dem. Jeg er heller ikke fodbold drengen, så jeg kender dem ikke igennem fodbold osv.
–
Min mor og jeg har også snakket, med en fra skolestyrelsen på en anden skole. Der kender jeg 2 af dem, men der er der også det samme problem.
–
Nu begynder jeg bare tænke på, om der overhovedet er nogen på min alder, som hellere vil være sammen med en, end at spille “fortnite” eller andre spil foran sin computer. Jeg føler lidt jeg har tabt mod kulturen, jeg føler at jeg ikke er egnet til kulturen i dag. Jeg begynder langsomt at give op, det nytter ikke noget at tage intiativ. Den eneste måde man kan være sammen på er at hvis ens fkn forældre skriver til nogen af de andres forældre, og presser deres børn til at være sociale.
–
Jeg har heller ikke mulighed for at gå i klub, for det er for ung til i min kommune. Jeg har også overvejet at begynde til holdsport, (jeg går i forvejen til kampsport og fintess). Men de holdsportsgrene som jeg synes er intressante, findes heller ikke ved mig.
–
Jeg desuden også lagt mærke til at ting jeg normalt bliver glad over, ikke rigtigt spiller den samme glæde mere. Fx synes heller ikke juleaften er særlig spændene eller sjovt mere. Jeg kan også mærke det påvirker mit sociale niveau. Jeg har alt for meget kørende i mit hovede, jeg kan ikke holde det ud. Jeg forstår ikke hvordan forældrene på min årgang, ikke siger noget til at deres drenge går hjem og spiller hver dag. Det er nok fordi jeg går på en privatskole, og det har for travlt til at passe deres fine karriere eller sån noget.
–
Ærligt jeg ved ikke hvad jeg skal føle mere. Jeg har brugt min energi op, jeg ved ikke om jeg kan stole på mig selv mere. Jeg ved ikke om jeg har det godt eller dårligt. Jeg har skrevet det her brev ud fra mine følelser jeg har haft. For jeg synes det er vigtigt jeg ikke bare siger pyt, for jeg har det ikke godt af at være alene hele tiden. Men det som om jeg ikke ved det mere.
–
Hjælp mig, i er mit sidste forsøg på alt det her. Jeg ved ikke om jeg har overset noget jeg kan gøre. Jeg gider ikke gå til et eller andet “mødested for ensomme børn”. For det skal også være lidt naturligt.

Hilsen en træt dreng. (Bogstavelig talt skriver seriøst det her klokken 1 om natten inden jul.)