Brev

Pls hjælp

Okay, så her for tiden går jeg og tumler med nogen problemer.

Måske angst Idk, måske ikke, for når nogle af mine venner

snakker om deres angst lyder det meget værre.

(Og jeg har ikke angstanfald).

Derudover måske en slags trauma, mennnn det er ikke sådan

jeg går og føler mig i situationen eller noget,

ligesom en af de typiske tegn er, og så er jeg meget nervøs i skolen,

(selvom jeg stadig nogen gange rækker hånden op

hvis der er noget jeg virkelig har på hjerte,

så måske er det bare mig der er lidt Pick me agtig).

(Og btw jeg er også nogen gange glad,

og kan sagtens grine og smile men ja)

anyway ku godt tænke mig at snakke med nogle om det

(min lære) som også flere gange har spurgt om jeg var okay.

Hun spørger bare ALTID mens jeg er sammen med mine venner

så jeg kan ikke rigtig være ærligt, og måske tør jeg heller ikke.

Men kunne bare godt tænke mig at komme af med den indelukkede følelse

(som jeg tror kun går væk hvis jeg snakker med nogen.)

Problemet er bare:

1. Er mine problemer alvorlige nok til at jeg kan snakke med mine lærere?

(I mean jeg cutter ikke, eller vil begå selvmord eller noget)

2. Hvis ja, hvordan får jeg så snakket med min lære UDEN det bliver akavet? 😭

3. Kan man have angst uden anfald?

Håber i vil hjælpe mig

Pige, 15 år

Læs hele brevet

Svar fra andre

Børn

Vis tidligere svar

Hej!
Jeg er selv 15 år og jeg har social angst. Jeg har døjet med det siden jeg var lille men vi fandt først ud af det et par år tilbage. Som det første vil jeg gerne sige at du helt klart skal å til din lære om det du går og har på hjerte. Min lære har selv altid været åben for at snakke om alt. Jeg hører også at du ikke ved om dine problemer er store nok til at skulle have dem løst og snakket om. Tro mig når jeg siger at det er de. Jeg troede heller ikke selv at mine problemer var værd at snakke om og jeg bildte mig selv ind at jeg overdrev og at mange havde det meget værre. Jeg gør ikke selvskade og har heller ikke selvmordstanker men jeg har angst og det er også en utrolig svær ting at går rundt med. Du skal ikke sammenligne dine problemer med andres for et problem er et problem og der er det helt okay at spørge om hjælp. Jeg tror sagtens man kan have angst uden at have anfald. Jeg er selv bekendt med angst- og panikanfald men det betyder ikke at alle har det sådan. Jeg vil doge sige at være ængstelig kan komme i perioder hos alle mennesker uden at det behøver at være den psykiske sygdom angst. Det kan sagtens være at du er i en periode af dit liv hvor du måske er stresset eller har meget at tænke på som kan gøre at du føler angst. Uanset hvad synes jeg helt klart at du skal række ud til nogen om det er din lærer, dine venner eller noget helt tredje.

Jeg håber jeg var til nogen hjælp!

Mvh Pigen med angst

Pigen med angst, Pige, 15 år
maj 30, 2022

Hej pige på 15 år (:

Jeg vil nok foreslå at du snakker med en eller anden for en god sikkerhedsskyld.
Uanset om det er noget lige nu, så kan det udvikle sig til alt muligt.

Spiseforstyrrelser kommer mest af at man har det rigtig dårligt i sit liv, man tror at man har styr på det hele, men det har man bare ikke, og man kan først se det når man er ude på den anden side igen.
Dine problemer behøver slet ikke at have noget med det at gøre, men jeg havde det selv svært, og man kan ikke selv mærke at spiseforstyrrelsen kommer, man har brug for at nogen fortæller det.

En rigtig god ting er, at du selv er så opmærksom på, at du ikke har det helt godt. Så vil du nemmere kunne hjælpe dig selv. 😊

Mit råd til dig ville nok være, at du snakker med dine forældre, om hvordan du har det. Du behøver ikke at planlægge hvad du vil sige, bare træk dem til side og lad følelserne snakke. Det er trods alt hvad vi har forældre til. I kan sammen aftale hvad der er bedst for dig. Måske en tur til lægen, eller en samtale med din lærer.
Hvis du vil kan du også gå til sundhedsplejersken på din skole, du siger bare sådan her til din lærer: “Hej, må jeg egentlig godt få en tid hos sundhedsplejersken” Så får du et tidspunkt, og kan fortælle ham/hende/dem hvordan du har du. Det er super vigtigt at man får hjælp når man ikke har det godt.
Det her er første skridt for dig, jeg beundrer dig evigt for at få hjælp.

Jeg ønsker dig alt det bedste
Mvh en anden pige