Kære dreng på 13 år
Nogle unge ser porno. Andre gør ikke. I teenageårene raser hormonerne rundt i kroppen og nye tanker, følelser og behov dukker op.
Onani er tit en del af det at blive ung, at man bliver mere nysgerrig på sex og krop. Men som jeg læser dit brev, kunne du næsten være nervøs for, om du er blevet afhængig af at se porno?
Man kan dog godt have et så stort forbrug af porno, at det bliver til et problem. Det kan fx være at man stopper med at se sine venner, fordi man i stedet vil se porno. Hvis du tænker, at du ser mere porno end du faktisk har lyst til, så er det nok en god ide, at lave nogle regler for, hvornår og hvor meget, du må se det.
Du kan se om du kan holde dine regler, men hvis det er for svært, kan og skal andre voksne hjælpe dig.
Hvis du oplever, at du ikke rigtig kan styre, hvor meget porno, du ser, vil jeg råde dig til at tale med sundhedsplejersken på din skole. Hun er vant til at tale med unge om sex. Du kan også ringe til Sexliniens rådgivning på 70202266. De er gode at snakke med, og på deres side kan du også læser mere om porno og sex http://www.sexlinien.dk/
Jeg bliver nysgerrig på, om du nogensinde har talt med dine kammerater om porno. Eller om I har talt om porno i skolen – fx i uge sex? Jeg tænker nemlig, at det er vigtigt at vide, at man hverken er unormal eller overdrevet sexfikseret, fordi man ser porno.
Til gengæld er det selvfølgelig vigtigt at vide, at der er forskel på porno og det at have sex. Porno er film lavet af skuespillere. Det er tit meget eksperimenterende og voldsomt. Sex er ofte forbundet med kærlighed og med stor respekt og omsorg for partnerens og ens egne grænser og behov. Så sex i virkeligheden ligner sjældent det, du ser i pornofilm.
I Danmark er det lovligt at se porno, og der er ikke en aldersgrænse. Du kan dog først købe pornoblade og pornofilm i butikkerne, når du er fyldt 16 år.
Jeg ønsker dig alt det bedste
Med venlig hilsen BørneTelefonen