Ring til BørneTelefonen på 116 111

Ring op

Ring gratis og anonymt til BørneTelefonen på 116 111. BørneTelefonen er åben alle dage fra kl. 11:00 til 23:00 - året rundt.

BørneTelefonen 116 111

BørneTelefonen er din telefon! Den er oprettet for at give dig mulighed for at få gode råd eller en at snakke med - helt gratis. Alle børn og unge kan ringe til BørneTelefonen på 116 111. 

Hvad kan jeg ringe om?

På BørneTelefonen kan du helt anonymt tale med en af vores rådgivere, om hvad du har af bekymringer, problemer og tanker.  

Er jeg anonym?

Når du ringer til BørneTelefonen er du anonym – vi kan ikke se dit telefonnummer, eller hvor du ringer fra. Rådgiveren på BørneTelefonen spørger dig som regel om din alder og hvor i landet, du kommer fra. Din alder bruger vi til bedre at kunne forstå dig og din situation, men landsdel bruger vi udelukkende til statistik, så vi kan danne os et billede af, hvor i landet I ringer fra. 

Er der kø?

Vi gør alt, hvad vi kan, for at du hurtigt kan komme igennem til os, men nogle gange kan vi desværre ikke undgå kø.

Svært at ringe ind?

Vi ved, det kan være svært at skulle fortælle om sine følelser og problemer. Det er helt normalt at komme til at græde eller være i tvivl om, hvordan man skal få fortalt om sine problemer, men rådgiverne på BørneTelefonen skal nok hjælpe dig i gang. Hvis du synes, det er nemmere at skrive om dine problemer, kan du enten sende et brev til Brevkassen eller skrive med en rådgiver på Chat eller SMS.

Hvem passer BørneTelefonen?

BørneTelefonens rådgivere er alle frivillige og passer derfor BørneTelefonen i deres fritid. De har et godt kendskab til børn og deres problemer og er enten i gang med en uddannelse eller er færdiguddannede som fx lærer, pædagog, socialrådgiver, psykolog eller sygeplejerske. 

Må man ringe flere gange?

Det er helt ok, hvis du kontakter BørneTelefonen flere gange, men hvis du har brug for længere samtaleforløb, skal du have hjælp der, hvor du bor. Det vil BørneTelefonen gerne hjælpe dig med.

 
Lucca viser rundt på BørneTelefonen